Laura kiggede ned i kruset, hendes hænder knugede om det, på trods af at det næsten er ulidelig varmt. Hun kan mærke dampen fra den sorte kaffe i ansigtet, det får hende til at knibe øjnene sammen og pludselig kommer der en tåre ned ad kinden.

Deres forhold var ikke det samme mere, som det var for et halvt år siden. De havde skændtes utrolig meget på det sidste, over de mindste ting – helt ligegyldige ting.
Denne morgen var ingen undtagelse. Claus havde sagt, at han endnu engang skal til møde hele aftenen. Laura var blevet så sur over, at han endnu engang havde nedprioriteret deres forhold, fordi han skulle passe sine forpligtigelser i forhold til sit medlemskab i Rotary.
Det var det samme hele tiden, han kommer sent hjem fra arbejde, tager lidt mad i køleskabet og forsvinder så igen ud af døren, til et eller andet møde i en eller anden forening. Laura var virkelig træt af det.

Selvom hun føler at hun er blevet i tvivl om deres forholds styrke, er hun ikke i tvivl om at Claus er den mand hun vil have. Han betyder alt for hende. Hun elsker ham rigtig meget og nyder at være sammen med ham.
Tanken om den Claus hun havde forelsket sig i for 5 år siden, får hende til at smile, men det varer ikke længe – Laura kommer i tanke om den sidste sætning hun sagde inden han gik ud af døren.
Hun kunne mærke en stram sammentrækning i halsen, hendes hjerte begyndte at banke med hårde slag. I det samme ringede telefonen – det er Claus. Hun smiler lettet, da hun ser at det er ham.

- ”Hej” siger Laura med et forsigtigt smil.

- ”Hej, det er Claus” lyder det fra den anden ende.

- ”Ja, det kan jeg se” siger hun drillende og fortsætter,

- ”Hvad så?”

- ”Jeg vil bare lige sige at jeg har tænkt og jeg har meldt fra til mødet i aften, så vi kan være sammen” siger han.

- ”Hvor er du sød. Jeg har også tænkt en hel masse…” mere når hun ikke at sige, inden hun bliver afbrudt af et ordentligt hvin og et stort brag.

- ”Claus, hvad sker der… CLAUS!” siger hun bekymret…