”Kom indenfor og vær så venlig at tag plads.”
Jakob Holm kiggede på den lille mand der kom gennem døren. Måske var lille det forkerte udtryk. Mellem højde, men rund, stridtskæg, hvid manke, rød skjorte, seler og sorte træskostøvler. Manden gik over og satte sig i stolen Jakob havde pegede imod. Jakob gik om bag sit skrivebord og satte sig tungt. Han tog en slurk kaffe og skar en grimasse. Koldt og brændt. Han sukkede let, tog papirerne op og kastede et hurtigt blik på anholdelsesforløbet.
”Hr. Clausen,” sagde han. ”Jeg kan se at du er anholdt for at have antastet flere børn inde i byen. Ifølge rapporten her, drejer det sig om mindst 10-12 børn som du har lokkede med slik og forsøgt at få til at sætte sig op på dit skød. Nogle af forældrene har sagt at du har befamlede børnene ved at klappe dem i numsen og har lagt din arm omkring dem. Sådan noget går jo ikke.”
Clausen kiggede over på Holm gennem sine briller. Han så lettere forvirrede ud.
”Jamen, jeg elsker jo børn,” svarede han. ”De er så dejlige og uskyldige. Og næsten altid glade. Jeg gør de jo kun fordi jeg så godt kan lide dem.”
Holm sukkede yderligere en gang. Han havde slet ikke tid til denne gamle fjols. Klimatopmødet fandt sted om 2 uger, han skulle til han vidste ikke hvor mange møder for at diskutere hvad politiet skulle stille op med de mange tusind stenkastende voldspsykopater, der forventes at ødelægge byen i deres iver for at bevise hvor bekymrede for klimaet de var. Han rystede på hovedet.
”Hør her Hr. Clausen. Vi er nødt til at komme videre. Betjentene som tog dig herind, gjorde det fordi flere forældre havde ringede og sagt at en pædofil rendte rundt på gaden og generede børnene. Da betjentene snakkede med dig, blev du bare ved med at sige du elsker børnene. De kunne ikke få dig til at fortælle andet om dig selv, end du hedder Clausen. Har du en familie?”
”Ja, selvfølgeligt har jeg en familie,” svarede han. ”Jeg har verdens dejligste kone, som gør alt for mig. Hun bliver urolige hvis jeg ikke kommer hjem snart. Og jeg skal jo også på arbejde inden længe. Må jeg godt gå nu?” Clausen kiggede over på Holm underdanigt.