Andrea kravlede forsigtigt ud af flyvraget. Hendes arme og ben var dækket af store sår, der næsten gjorde det umuligt for hende at bevæge sig. Peter var borte og det var hendes skyld. Det var hende, der havde lokket ham med på denne tur. Det havde taget lang tid - flere måneder - at få ham overtalt, men det lykkedes endelig. Og nu lå han, død og kold, inde i flyet. Hendes eneste kilde til morskab var borte.
Toms ansigt dukkede pludselig op for hendes indre øje. Hun havde bildt ham ind, at hun var på forretningsrejse. Han troede hende naivt og ville aldrig undre sig over, at hun ikke ringede. Det gik langsomt op for hende, at hendes chance for at blive fundet, var meget lille. Angsten sneg sig ind på hende og hæmmede hendes åndedræt. Børnene.. Hun kunne da ikke efterlade børnene. De havde brug for deres mor.
Tanken gav hende fornyet styrke og hun rejste sig langsomt.

Hun begyndte at gå og mistede hurtigt tidsfornemmelsen. Hun vidste ikke, om hun havde gået i to eller fem timer. Det hele flød sammen. Hun havde svært ved at se klart, hendes syn var sløret og hun måtte føle sig frem med fødderne, inden hun tog et skridt. Hendes mund føltes som sandpapir og tungen virkede dobbelt så stor som normalt. Tørsten var ved at knække hende, men hun tvang sig selv til at fortsætte. Det eneste der drev hende frem, var hendes familie, som hun i disse timer indså betød alt for hende. Ironisk, at hun skulle være døden nær for at forstå det.

Hun havde efterhånden gået længere end hun troede var muligt, da hun faldt om af udmattelse. Hun forsøgte desperat at rejse sig, da hun fornemmede en stor skygge glide ind over hende. Hun håbede, at det var en regnsky, der kunne give hende det vand, hun tørstede så meget efter, men håbet brast som en ballon, man prikker hul i, da hun så, hvad det virkelig var. En stor flok gribbe, der bare ventede på hendes afsked.
Hun lagde hovedet bagover og lod endelig tårerne komme. Sådan lå hun, indtil hun løb tør for tårer og langsomt døsede hen. Hendes øjne lukkede sig langsomt i og smerten forsvandt. Det var en befriende følelse, indtil en stemme forstyrrede hende i hendes søvn.
"Hej.. Hallo.. Er du okay?"