Engen var fuld af blomster. Orange valmuer svajede i vinden og bøjede sig mod blå kornblomster som for at byde dem op til dans. Kløverblomsterne stod i klynger. Det lod til at de holdt sig for sig selv. Mellem dem og de generte torskemund, voksede det stride senegræs.
Connie havde plukket en stor buket.Og nu morede hun sig med udstyre planterne med menneskelige egenskaber. Der var jo så mange slags mennesker..Nogle var som roser; kønne at se på, men med stikkende torne. Andre generte som torskemund og andre stride som tidsler, men ind i mellem overraskende med lilla blomster.
Jo, selvom mor kaldte hende en lille pige, så vidste hun den slags. Og når man var 11, var man da heller ikke en baby, vel?
Blomsterne var til far.
Connie så mod skoven, hvor de høje birke vinkede hende nærmere.
Så var hun der snart. Skulle bare et lille stykke gennem skoven. Men hendes fødder var trætte, så hun satte sig i græsset, åbnede sin rygsæk og fandt en halv burger. Hun tog også det tegnede kort fra far frem. Jo, hun skulle ind følge den sti, hvor der stod en træfigur af en ugle. Så kom hun til en rydning, hvor fars ven ville følge hende resten af vejen.
Burgeren var flad og klam, men gled ned. Hun slubrede det sidste, lunkne cola i sig og gik videre.Uglen gemte sig halvt bag en bregne og Connie lo, fordi hun aå den alligevel.Det mindede hende om gemmeleg med far.
Far.
Far var som klokkeblomsterne i buketten; venlig, lattermild og kærlig. Det kunne Connie huske, selvom hun kun var 5, da han forlod dem. Mor løj, når hun påstod, han var et tidselsgemyt.
Fordybet i tanker om far og om mor, der havde så travlt og var så sur, og om sine halvbrødre, nåede hun rydningen. Der var et skævt kors, der lignede krydset på kortet.
Og nu fik hun også øje på en mand. Han var spinkel, havde uglet hår og hans tøj var laset. Det måtte være en tidsel. Kunne det passe, at han var fars ven?
"Du må være Connie?" sagde han og hun mumlede et "ja". Man skulle jo ikke skue hårene på hunden. Eller hvordan det nu var?
I det samme gled en anden mand frem bag en stor eg. "Hun skal ikke med dig, din lazaron?"
Han lignede en rar, gammel bedstefar, med hvidt hår og skæg. Og hans skjorte var ren. Han smilede til hende og rakte en hånd frem.
Mens Connie stirrede fra den ene til den anden, opdagede hun, at der også var to veje.
Og mændende pegede mod hver sin af dem.