”Moar! Jeg skal tisse…!” Hanne sukkede og kastede et hurtigt blik i bakspejlet og konstaterede, at Frederik på 6 år sad med knyttet ansigt og bredte sig over det meste af bagsædet. Til sin ærgrelse konstaterede hun, at de netop havde passeret en rasteplads med både cafeteria og toiletter, og af erfaring vidste hun, at ude på motorvejen ville der være ca. 50 km til det næste sted.
”Det skal altså være nu!” lød det med en gennemtrængende kommandorøst, som vækkede storebror. Det ville være startsignalet til nye drillerier på den trange plads.
Hun lovede, at når den næste rasteplads kom, så ville hun holde ind, så de kunne få ordnet det presserende ærinde og strække benene, mens de delte resterne af den fine chokolade, de havde fået af farmor.
Trafikken var tæt og hastigheden høj. Hun glædede sig over, at der kun var små 100 km tilbage, før de ville være fremme ved rejsens mål.
Skærmydslerne var allerede startet på bagsædet, og Frederik var næsten blå i hovedet af raseri over Mortens drillerier. Den halve times søvn og velsignede fred, havde tydeligvis gjort storebror gevaldig veloplagt.
30 km længere fremme viste en tavle vej til en mindre rasteplads med tørklosetter. Alt ville være velkomment, og hun skyndte sig at blinke af og skifte spor. Frederik rettede sig op i sædet og glemte helt at placere en forberedt knytnæve i mellemgulvet på storebror.
Skumringen nærmede sig, og de høje buske ud mod vejen dæmpede det vigende dagslys yderligere, mens hun rullede forbi et par tomme bænke og borde, der stod som tavse skulpturer. I en overfyldt papirkurv blafrede et stykke halvgennemsigtigt plastic, der lignede et spøgelse, som forgæves forsøgte at række ud efter de forbipasserende.
Hun stoppede foran huset og betragtede farveladen af oversmurt graffiti samt døren der hang i et defekt hængsel.
Pludselig opdagede hun, at de ikke var alene. Foran hende holdt der to biler med tonede ruder. De var flankeret af to skaldede muskelbundter med stikkende øjne og automatvåben i hænderne, der var rettet mod den nyankomne, mens poser med hvidt indhold skiftede ejermænd til fordel for en attachemappe. Transaktionen foregik i et højt professionelt tempo fra én bil til en anden.
Hanne spærrede øjnene op og gispede.