Jeg sover. Det ved jeg at jeg gør.
Men det føles så virkeligt.

Smerterne er væk, og mine øjne kan for første gang i meget lang tid, se klart. Mine fingre griber fat om sengekanten. De opsvulmede led er stærkere end nogensinde. Først nu lægger jeg mærke til sengelinnedet. Kridhvidt og nystrøget. Sterilt og uoriginalt.
Dette er ikke min seng.
Jeg sover. Men alt er så virkeligt.

Omkring mig står folk jeg kender. Eller kendte. Jeg ved at de gik bort for adskillige år siden. Mor, men sin smalle mund der altid smiler, står ved min side, men far står ved den anden. Han forsøger at være stærk, men masken er revnet. Den godmodige maske af stikkende skægstubbe og blævrende dobbelthage.

Farmor og farfar står i fodenden. Sengen er så høj at jeg kun akkurat kan skimte farmors hår der i dagens anledning er blevet permanentet. Farfar kan ikke døje det, men han har aldrig sagt noget til hende.
"Jeg elsker hende jo, og hvis det gør hende glad, så er jeg også glad" plejede han at sige når vi stillede spørgsmål ved hans tavshed.

Et sted i det fjerne kan jeg hører en stemme. En hviskende stemme der bæres frem mod mig. Tårerne presser sig på. Den hviskende stemme besidder en tyngde jeg havde glæde af i 15 år, før skæbnen rev den fra mig. På et splitsekund flækkes isoleringen i loftet og en krop uden indhold toner frem. Omridset giver mig en klump i halsen. Hvis jeg kunne føle smerten ville jeg tage livet af mig selv for at blive frigjort fra den.
"Skat, tag det roligt." messer den indholdsløse krop i det karakteristiske, æteriske leje. Jeg klemmer om sengens kant, mens jeg undertrykker skriget i svælget. Langsomt begynder kroppens indhold af træder mere frem. Det bliver tydeligere indtil ansigtet står klare end det længe har gjort.
"Det er din tur, min skat. Jeg er kommet for at bringe dig hjem."
"Jeg er ikke klar," gisper jeg. Tårerne får frit løb. "Ikke endnu."
Ansigtet fortrækker ikke en mine, men de himmelblå øjne udstråler hvad min fremtid har at byde på.
"Ingen er aldrig helt klar, men ræk mig din hånd og lad mig være din støtte."
Han rækker hånden frem. Indbydende og fuld af omsorg.
"Jeg er ikke klar." stønner jeg en sidste gang.