Jeg ligger bare helt stille på ryggen med lukkede øjne. Håber den er væk nu. Oppe over mig svæver de store fugle. Jeg kan høre suset fra de udbredte skidengrå vinger. Jeg håber ikke de kan se mig under bladlaget, hernede på skovbunden. Om lidt vil jeg forsøge at komme væk. Lige om et øjeblik, når jeg tør åbne øjnene igen.

Det pusler ovre ved teltet. Jeg ved det ikke er Jørgen, for han ligger puppeagtig og udsuget henne ved det primitive bål. Vi byggede ildstedet i går aftes, da vi ankom til dette gudsforladte sted. Sad nær flammerne, drak whisky og lyttede til urskovens nattelyde. Jeg så angsten i hans øjne i flammerne, men vi talte ikke om det.

Jørgen er færdig.
Det skete alt sammen så hurtigt. Vi havde netop pakket for at køre ud til endnu en observationsrunde, da vi blev angrebet. Jørgen kravlede ud af Landroveren, havde som sædvanligt glemt et eller andet. Han bukkede sig efter den gule stavlygte ved siden af den åbne bildør og bemærkede stanken af råddent tang i luften. Mente den kom nede fra sumpen. Jeg gav ham ret.

Væsnet kom væltende ind fra højre. Tumlede gennem bladlaget og knækkede de saftsprængte lianer som sytråd. Et øjeblik standsede den foran os, løftede bræmmen af pigge på ryggen og betragtede os skiftevis, som vurderede den situationen. Hvæsede mens den flyttede vægten fra forben til forben. Savlet drev hvidt og skummende ned over halsen og den muskuløse brystkasse. Øjnene lyste gult. Så angreb den.
Jørgens øjne var vidt opspilede, da han fik vredet nakken bagover. Den slubrende lyd, da væsnet trængte gennem ansigtsvævet var kvalmende.

Jeg så hvad den gjorde med Jørgens ansigt, før den vendte sig mod mig. Den bed mig i lysken.

Nu kan jeg lugte den kommer nærmere. Nu vil jeg springe op og flygte. Rejse mig og løbe, men jeg kan slet ikke bevæge min krop, det er underligt … Jeg ligger bare helt stille på ryggen med lukkede øjne.