"Et eksempel på en positiv oplevelse fra min uge?"
Jeg kiggede rundt på de andre i kredsen. Mærkede vreden stige op i mig igen. Havde mest af alt lyst til at rejse mig og skrige ud over forsamlingen at der for helvede da ikke var noget positivt ved min uge. Støttegrupper! Var den slags flæbemøder forøvrigt ikke også beregnet til pårørende af folk som var skvattede døde om måske?
Naturligvis råbte jeg ikke. Det var det eneste de håbede på. Sad som en flok gribbe, tålmodigt ventende med deres kvalmende medlidende ansigtsudtryk.
En enkelt gang havde jeg mistet besindelsen. Den fejl begår jeg sgu ikke igen!
Næsten et helt kvarters medlidende pylren, blandet med nogle få skjulte ringeagtende blikke. Tror du, DU har det hårdt?
Næh, så var det sq lettere bare at give dem hvad de ville ha. Lire noget af, og få stafetten sendt videre!
Mine fingre fandt afskrabningen på min kind. Der var kommet en lille sårskorpe på enkelte steder, kunne jeg mærke.
Smilet på mit ansigt kom pludseligt, han var sgu en dejlig knægt.
Dukkede op i mine tanker lige så pludseligt og belejligt som den dag ved busskuret, lige så befriende.
"har du glemt det hjemme?"
Som den eneste i kødranden af mennesker havde han kommenteret mit åndssvage uheld ved det overfyldte busskur, imens han med dyb forundring havde peget på mit flagrende venstre bukseben.
Jeg rømmede mig kort.
"I tirsdags," jeg stirrede ondt på Clausen, hvilket øjeblikkeligt satte en stopper for hans evindelige pludren, "i tirsdags glemte jeg sq at det ikke længere var der, og væltede lige så lang jeg var."
Jeg klappede sigende på stumpen.
"Hvis folk bare kunne takle den slags, lige som godt som unger gør det." Jeg kunne mærke iveren i mig vokse...
"Ser i, bedst som jeg lå der og rodede rundt i bunken tasker og lort, dukkede en lille knægt op af ingenting og redede min dag..."