”Akke ja, Holger.”
Jeg ser på min kone og smiler til hende. Dagen er snart omme – mørket har sænket sig over Cypern. 50 års ægteskab; Guldbryllup! Det er noget af en bedrift i vore dage. Jeg tager langsomt pyjamas på. Mine tanker kredser om det lille glas, som jeg købte på apoteket dagen før, vi tog af sted. Det er snart en uge siden. Jeg føler mig som en bumset teenagedreng, der endnu ikke har fået hår på den. Bliver et kort sekund glad for min alder.
”Jeg husker engang, vi ikke ville lægge os til ro, hvis vi så snittet til at smutte ned i en svømmepøl efter lukketid” siger jeg og lader en kejtet hånd glide ned af ryggen på Inge. Hendes hud er ikke længere fast, men derimod med årene blevet blød som silke. Gud, hvor er det længe siden.
”Men Holger, du ved da, at det ikke kan lade sig gøre. Det er velsagtens ti år siden, at apparaturet gik på pension…” siger Inge fnisende som en femtenårs pige.
Jeg smiler fjoget og viser hende med tilbageholdt åndedrag glasset.
”Hvad er dog det? Hovedtabletter? Men mit hoved fejler intet i dag,” siger hun overrasket og en smule naivt. Smelter et øjeblik sammen med mindet om den pige, som jeg forelskede mig hovedkulds i.
Udenfor er der tomt og svømmepølen står forladt tilbage. Jeg fører hende blidt over græsset og passer på, hun ikke glider. Hoften har givet hende problemer den sidste tid. Vi sætter os på en liggestol, der står nær ved pølen og puster ud. Jeg famler ved låget på glasset.
”Uhf, hihi, her er sandelig koldere end i eftermiddags,” fniser Inge koket.
”Men det skal du ikke tænke på, med lidt held vil vi om 28-30 minutter kunne varme hinanden og glemme alt om gigt og dårligt blodomløb.” Jeg er påtaget munter, mens mit hjerte hamre, så jeg er bekymret for, om det hele skal ende med en blodprop.
Med et svup går låget pludselig af. Jeg mister grebet om glasset, der i en blød bue falder ud af hånden på mig og ned i svømmepølen for vores fødder.
Sammen sidder vi lidt og stirrer ned i poolen. Så begynder vi at grine. Jeg slapper af i hele kroppen og føler mig lettet og befriet. Inge kysser mig blødt og længe. Jeg elsker hende – mere end nogensinde før.