Hans fingre var blevet invaderet af en ildflue-hær.
Niels vidste godt, at det ikke var rigtigt, men det føltes sådan.Og nu krøb de mange små imaginære insekter videre gennem hans arm. Næsten samme fornemmelse, som når man virkelig har frosset og er ved at tø op igen.
Sveden sprang frem på hans pande, og blev kold med det samme. Skulle de pokkers læger nu til at skære hans arm af? Kom han da aldrig ud af dette frosne Helvede?
Inden billedet af dybfrosne flammer tog form i hans hjerne, blev han klar over det umulige i det.Ligesom forestillingen om ildefluehære var det noget vrøvl. Han var ikke på østfronten mere.Det var meget, meget længe siden, han havde været der.
Irriteret flyttede han armen. Den føltes tung og sank dumpt ned mod puden.
Fingrene og armen sov jo bare. Bare minderne om den forbandede krig og hans dumhed dengang ville gøre det samme.
Hans fod kløede noget så forbandet. Og han kunne ikke klø igen.
Det var så nok hans straf. Straf nok? Ingen kunne lide ham. Ingen ville komme og klø den fordømte fod.
En sagte jamren gled ud mellem hans læber. Hans blik strejfede tænderne i vandglasset. De kunne ses i daggryets flimrende stråler og de grinede til ham. Måske syntes de det var morsomt, at han blev blandt de sidste fra dengang? Og at hans fod kløede noget så forbandet, uden at der var noget som helst at gøre ved det?
Døren gled op og Niels`s øjne gled i.
"Sover du, oldefar?" lød en bekymret stemme.
"Nej," brummede han, "men min fod klør."
"Lad mig klø igen," foreslog Davids unge stemme.
Fra sin seng så Niels drengen snuppe protesen, der stod op af rollatoren. Med rolige bevægelser kløede han dens fod.
Det hjalp faktisk. Pludselig var det lidt nemmere, at være en etbenet olding, der havde kæmpet for nazisterne.