Hjerteanfaldet havde været voldsomt denne gang.
Ambulancen var kommet hurtigt, og takket være akut hjælp, havde man fået hjertet i gang igen.
Nu lå han i en diffus tåge og opfattede periodisk lydene fra de maskiner, der sørgede for at trække vejret for ham og holde det gamle hjerte i gang. Lydene forekom fjerne, men høre kunne han, skønt øjnene forblev lukkede.
Natten igennem blev tilstanden forværret, og nattevagten besluttede derfor, at kontakte nærmeste familie, der bestod af to niecer og en nevø.
De ankom ud på morgenen og hastigt ført hen til stuen. Forsigtigt åbnede de døren og betragtede det sovende legeme, som lå forbundet til den hvæsende respirator. Her var den onkel, som de aldrig havde interesseret sig nævneværdigt for, men som de dog havde besøgt lidt mere flittigt her på det seneste, idet alle vidste, at han var temmelig velhavende.
Nu fornemmede han deres tilstedeværelse i rummet. Han kunne høre dem tale dæmpet sammen og forsikre hinanden om, at det nok ville være bedst for alle, hvis han fik fred. Hastigt drejede samtalen over på hans formue, hvor hver især hviskende havde deres eget bud på, hvor mange millioner han ville være god for. Alene villaen med havudsigten på byens bedste adresse repræsenterede et klækkeligt beløb, og vinslottet i Frankrig ville også være et attraktivt salgsobjekt.
Som fjerne lyde hørte han, hvordan de i egenskab af nærmeste arvinger blev enige om at afvikle alt, så kontanterne kunne pynte på deres slunkne bankkonti.
De skulle bare vide!
Tanken gik til Aimée, som han med glæde ville overlade alt sit jordiske gods til. Frugten af hans livs kærlighed for mere end 40 år siden. En datter som ingen anede, han havde, men som han havde elsket betingelsesløst i alle årene. Han havde formået at skjule denne hemmelighed for den familie, der alligevel aldrig havde stået ham nær, og som havde svigtet, da han havde allermest brug for dem.
Pludselig forsvandt alle lyde, og alt blev sort.
Alarmen gik i gang og stuen fyldtes hurtigt med personale, men det var for sent. Hjertet kunne ikke mere.
Efter en kort afsked med ham, vendte familien sig og gik mod døren, mens de forsikrede hinanden om, at det var dejligt at se, at han dog døde med et smil på læben!