Vinnie, Villy, Else og Peter. Altid sammen, altid enige. Eller - næsten altid. De var jo ikke helgener. Vinnie tænkte på dem som de fire evangelister, men det havde hun aldrig fortalt dem. Hun regnede med, at Peter ville blive lidt overrasket over at høre, at han i så fald var Johannes. Nej, det var bedst ikke at fortælle dem lige den tanke.
Denne fredag skulle de til fest sammen. Peter havde skaffet drikkelse. Else havde lånt en bil og kørte dem. Villy havde skaffet invitationerne. Og Vinnie var grunden til, at de overhovedet blev inviteret: hun skulle synge sidst på aftenen. Hele ugen havde hun øvet gamle Gasonlin'-numre. Hun havde ikke ladet nogle af vennerne høre hende. Det skulle være en overraskelse hvad hun havde valgt.
Rufus havde hørt hende. Men det var noget andet.
"Vinnie, kan du være der?" Else vendte sig om fra forsædet, for at checke at alt var i orden på bagsædet. Vinnie gryntede, men fik så mast sig på plads. Rufus lå nede på gulvet, så det var lidt svært at være der, men de var vant til at give plads til hinanden.
"Selvfølgelig kan Vinnie være der." Villy havde også vendt sig om. "Og ellers kan hun sikkert skaffe en trailer." Villy ventede et par sekunder på et bifald (der ikke kom), før han grinende vendte sig fremad igen.
Else begyndte at bakke. Aftenen var i gang, og de jublede alle sammen.

Stuen var helt stille. Folk sad rundt omkring i rummet. Else og Villy havde fundet en plads lige midt for. Vinnie var ved at aftale rækkefølgen af numrene med Peter, der skulle spille til. Selvom det var med kort varsel, stemte han sin guitar, og raslede med papirerne.
Vinnie lyttede til stuen. Hun kunne høre vejrtrækning. Der var varmere på venstre side end på højre - der var en radiator. Rufus havde krøllet sig sammen på gulvet, og hun kunne mærke hans pels. Peters guitar klimprede svagt mens han testede strengene. Dette var altid det bedste øjeblik: forventningen. Om få minutter ville det hele være overstået. Hun ville have sunget "Rabalderstræde" og "Kvinde Min", de ville have klappet, og Villy ville højrøstet have forespurgt, om honoraret var sort, eller om de ikke brugte moms endnu derovre i Jylland. Men det her var bedre. Lige nu gjorde det ikke noget, at hun manglede en sans. Hun havde så rigeligt alligevel.