Det var en skøn dag. Selvom jeg var blevet slæbt med til en af de døssyge familiefødselsdage.
Jeg husker tydeligt, hvordan den dag forandrede min familie for altid.
Hvordan mor kom gående imod mig med blikket så stift som pisket æggehvider. Hun sagde ikke noget, og alligevel sagde hendes øjne en million ting.
Skuffelsen over mit udbrud.
Stoltheden over, at jeg turde sige mere fra, end hun nogensinde kunne drømme om.
Jeg tænkte i det øjeblik, at det ikke havde været værd at sige: ”Luk nu røven, mormor. Du har alt, hvad du vil have og mere til. Og det mere til, er os tre. Og du har sku aldrig været glad for os, så hvorfor blander du dig ikke udenom om vores liv? Og lad være med at lade som om, at du ikke forstår, hvad jeg siger. Du ved det fandeme ligeså godt som mig.” Der blev helt stille derefter.
Jeg fastholdt min mormors blik, og ja jeg var hoverende. Jeg kunne ikke lade være. I så mange år, havde jeg drømt om det øjeblik, og nu skete det endelig.
Jeg vidste, hvordan hendes kæmpende facade endelig krakelerede.
Da jeg løftede blikket og kikkede over på min moster, frydede jeg mig endnu mere. Hun havde samme indtilling og blik. Velkommen til dit barnebarns fødselsdag om tyve år, sagde mit blik forhåbentligt. ”Tak for mad. Vi ses derhjemme.” Min far frydede sig over hele situationen, selvom han vidste, at vi fik ballade, når vi kom hjem.
Min egen mor vidste ikke, hvad hun skulle gøre, så hun rejste sig. Jeg rystede på hovedet.
Da vi kom ud i gangen, tog hun min arm. ”Har du det så godt nu?” Tårerne begyndte at trille ned ad hendes slidte kinder. ”Ja, det der har jeg altid haft brug for, og det ved du. Jeg kører nu.” Jeg havde allerede fået hjelm og handsker på.
”Synes du selv, at det var smart?” Hun var forståeligt nok sur, men jeg svarede hende koldt: ”Nej, men nødvendigt.” Jeg startede yamahaen med et ras. Hun forstod godt hentydningen. Der var ingen vej tilbage for mit udbrud.
Nu var det slut. Jeg så på min mor, og mine tanker flaksede en ekstra gang. Havde det været det værd? Havde jeg lige mistet min mor? Jeg vidste det ikke. Jeg stoppede chokeren, nikkede hende farvel og kørte.
Det var en skøn dag.