Der er tårer i mine øjne.
Jeg løber over idræts-pladsen, uden at se mig tilbage da læren kalder på mig. Jeg vil ikke se deres undrende ansigter. Jeg løber bare. Jeg kommer forpustet ind i omklædningsrummet. Nu triller tårene langsomt ned af kinderne, jeg ser mig selv i spejlet, og der er had i mine øjne. Jeg hader mig selv! Fordi jeg troede at jeg var god nok for ham! Den sødeste dreng hele 8.a... Og han havde været min. Men nu er jeg alene, og han har valgt Sabina fra parallelklassen. Hende den lyshårede snob. Bare fordi hun er så populær. Hvordan kunne jeg være så dum?
Jeg slår min hånd hårdt ind i væggen, og mærker at smerten trøster mig lidt. Jeg skylder mit ansigt, hævet af de salte tåre, i koldt vand. Jeg vil hjem. Godt far er på arbejde. Så spørger han ikke så meget.

Hjemme, i min seng, falder jeg hurtigt i søvn.
Jeg vågner, helt øm. Rækker ned under sengen efter min mobil som ringer. Det er Thomas, min bedste ven siden børnehaveklassen. "Hej! Hvorfor løb du væk i dag?" spørger han. Jeg svare ham at jeg bare var ked af det. "Hold nu op, Rikke! Jeg står faktisk foran dit hus, vil du ikke lukke mig ind?" siger han lidt groft. Jeg sukker, siger okay, og løber ned for at åbne døren. Han står ude foran med et bekymret blik. Han kommer hen til mig, og vi går op på værelset. Han kigger på mig igen, og siger lavt "Det er ham, er det ikke?". Jeg nikker bare. Han går tættere på mig og jeg føler at han udstråler en varme, en tryghed som jeg ikke havde lagt mærk til før. Han tager mit ansigt i sine hænder, han så tæt på mig at jeg kan føle hans ånde på min hud. "Du fortjener bedre, Rikke, én som ikke såre dig..." nu føler jeg hans bløder læber på mine, mit hjerte slår hurtigt, jeg kan ikke længere føle smerten i brystet, eller i hånden. Nu kan jeg kun tænke på hans blide kys. Når han trækker sig væk igen kommer smerten tilbage, dog ikke så intens. Jeg ser på ham, han ser på mig, vi smiler til hinanden.
Jeg er lykkelig.
Og nu mærker jeg igen, at der er tårer i mine øjne.