Hun kunne jo ikke lide børn. Sådan nogle små hysteriske møgunger, der hylede i supermarkedet og tørrede snot af i fremmede folks jakker. De var bare for klamme. Mange af hendes jævnaldrende veninder nikkede indforstået. De skulle i hvert fald heller ikke have børn. Få hængebryster og slap mave i bytte for ulækker baby? Nej tak.

Da de kom på gymnasiet ændrede mange af pigerne holdning. Nej tak blev til måske og måske blev til et usikkert ja. Hun havde det også sådan. Den første forelskelse havde meldt sig og med den drømmen om på et tidspunkt at stifte familie. Den irriterende lillebror var også blevet ældre, stadig latterlig - selvfølgelig - men på en anden måde. Et barn ville hun nok alligevel gerne have, men hun sagde det ikke til nogen. Hun gad ikke blive til grin.

Efter fem år på universitetet og tre års fast parforhold med en dejlig kæreste ville hun ikke vente længere og de blev enige om at forsøge. De ville bare tage det stille og roligt og ikke sige noget til nogen. Der skete ingenting. Hver eneste måned kom hendes menstruation pænt og punktligt og for hver måned stadigt mere uønsket. Det tog hårdt på dem. Sex blev en pligt og eftersom lægen ikke kunne give en forklaring bebrejdede de tavst både sig selv og hinanden. Han forlod hende efter to år.

Folk prøvede at trøste hende. De sagde, at han nok ikke var den rigtige. Men hun havde jo også tid til at vente. Når hun nu ikke havde lyst til få børn. For det havde hun vel ikke? Nej, sagde hun, nej. Hun kunne jo ikke lide børn.