Jeg vaklede op ad trappen og gik ind i venteværelset. Det gik ikke ret hurtigt, for hvis jeg havde for meget fart på, så sydede det fra min lunger som fedt på panden. Ved skranken meldte jeg min ankomst og blev bedt om at tage plads.
Her sad jeg så og vidste egentlig godt, hvad der var galt, men jeg frygtede altid at blive undersøgt. Kunne det ske at være værre end jeg troede? Hvis det var som jeg gættede, så var det bare et par uger på penicillin, så var det overstået, men kunne det være værre end det? Tanken om, at min lidelse før penicillinens opfindelse havde betydet døden, var dyster nok.
Der sad en ældre dame lige mig, hun virkede som hun halvsov, hun sad måske i drømme om de gode gamle dage. Jeg er vis på, at hvis jeg havde indledt en samtale med hende, så ville hun have kævlet om, hvor meget nemmere det var at gå til lægen dengang. Lige overfor mig sad en ung mor med en lyshåret pige i førskolealderen. Det er den lille, som det er galt med, kunne jeg høre hende sige, når hun kom ind, ligesom mine forældre havde sagt. Den lille pige virkede ikke som om hun led, hun kørte frem og tilbage med en lille træhest, mens hun så godt hun formåede efterlignede dens lyd. Tænk, endnu at være så sorgløs og ikke ane, hvad det kunne indebære at komme her. Jeg ville gøre alt for at være i hendes sted.
Nu ankom der en ny til værelset, en mørk mand omkring de fyrre, der humpede på en krykke. Han snakkede gebrokkent med lægesekretæren og satte sig ned. Her var skavanken synlig, hvis det var hans dårlige gang, som var hans anledning til at være her. Hvad ved jeg? Og hvad vidste jeg om min ubehagelige vejrtrækning?
Tiden var uudholdelig. Nu blev den gamle kaldt ind, kort efter den unge mor, der havde lidt besvær med at få den lille til at stoppe legen. Jeg tog et blad og så i det uden at læse rigtigt, indtil der blev kaldt på mit navn.