Jeg stillede op i køen lige som alle andre. Alle der for nydelig var fyldt atten, var blevet kaldt ind. Prøvede at tænke på noget andet. Men et ord blev ved at banke på. Test. Test.
Der stod mange andre. Mine håndflader klistrede. For pokker. Benene rystede. Køen blev mindre. Foran mig stod en pige. Det lød som om hun græd.
”Skal du til testen?” spurgte jeg.
”Ja, og dig?” hun så op.
Jeg nikkede.
”Hvorfor har man lavet sådan en?” spurgte hun.
Jeg trak på skuldrene. Vidste det ikke selv. Og dog. Ingen af os sagde mere.
”Jeg er sulten.”
”Har du ingen piller med?” spurgte jeg lidt forundret.
”Jeg glemmer dem altid. De sorterer nok mig fra. Jeg dur ikke til noget. Jeg kan ikke passe på mig selv,” hun lød bedrøvet.
Jeg vidste de sorterede mig fra. Dur ikke, ville de sige. Jeg gav hende en af mine piller.
”Det hjalp. Nu er jeg i det mindste mæt,” sagde hun.
Jeg nikkede. Burde man også være. Pigen foran blev kaldt ind. Det var min tur næste gang. Jeg skævede bagud. Tænkte på at vi lignede en flok køer til slagtning.
Lidt efter var det min tur.
”Navn.”
”Nora Christensen.”
De nikkede. Satte elektroder på hovedet af mig. Sagde det var for at måle mine hjerne et eller andet. Jeg var ikke god til lange ord. Snublede altid over dem med tungen. Spørgsmål efter spørgsmål. Hvad mine forældre lavede? Hvor mange venner jeg havde. Hvem der var statsminister i 2022. Masser af spørgsmål jeg aldrig kunne svare på.
Der var stille i lokalet.
”Du kommer ikke til at klare dig,” sagde robotstemmen.
En gysen gik gennem mig.
”Du vil få det bedst på et af vore hjem. De tilbyder så meget til sådan en som dig. Og der er så mange udflugter. God mad og en hver dag hvor du kan følge med,” robotstemmen talte langsommere.
”Du kan bare krydse af hvor du helst vil hen.”
Jeg rystede. Kunne ikke tro det var sandt. Der var ikke plads til mig i samfundet. Jeg var dum. Jeg kom aldrig til at have et arbejde. Eller få børn. Måske måtte jeg heller ikke gifte mig. Jeg tog pennen i hånden. Satte et kryds uden at se. Det var ligegyldigt.