”Hvorfor fester i dog? Har i tåber endnu ikke fattet, hvilken enorm fare der lurer blot få km herfra? De vil slå os alle ihjel!” råbte han med en stemme fuld af væmmelse. Heinrichs sind var i oprør og hans tålmodighed var spændt til sit yderste bristepunkt. De fremtrædende blodårer omkring hans tindinger, fortalte om hvilken stresset mand han var. Når han så disse fornøjeligheder i et så alvorligt øjeblik blev han klar over, hvorfor de stod i den grufulde situation de nu engang var kommet i. Åhh, hvor han dog foragtede disse mennesker og det var ikke kun pga. grund af festen. Alle var de en flok forvente jubeloptimister, som troede fuldt og fast på, at deres tro ville redde dem ud af satans fangarme, som de øjensynligt var havnet i. Enkelte så ud til, at overveje hele farcen og fik enkelte nervøse trækninger, men de fleste lod som om de end ikke ænsede ham og festede blot videre. En rigtig led og fed idiot i fuld uniform sad og begramsede en tårevædet ung pige, som tryglede om at han skulle lade hende gå. Heinrich marcherede hen og sendte manden til jorden, imens han med den anden arm greb den unge pige og trak hende op at stå. Den hule og ubehagelige lyd af en knogle der brækker, var en klar indikator for, at mandens næse nok havde set bedre dage. Inden Heinrich nåede at gøre videre, var den unge piger styrtet ud af lokalet. Hans voldelige adfærd lagde som ved et trylleslag en total dæmper på festen og de vendte alle blikket imod Heinrich der ikke blev den mindte smule forlegen. For første gang i flere uger, følte han sig en smule stolt. Pludselig rejste en kvinde, der sad ved et bord midt i lokalet, sig og begyndte at bevæge sig hen imod Heinrich der stivnede da det gik op for ham, hvem denne magtfulde kvinde var. Hendes langsomme, lidt slingrende bevægelser tydede på, at hendes alkoholindtag nok havde nærmet sig halvusunde mængder. Da hun åbnede munden for at tale, blev Heinrichs teori ikke gjort til skamme og væmmelsen var større end nogensinde før:
”Såså hr. general. Sæt dem nu og nyd et glas med os andre i denne hyggelige stund”
”Men frøken Braun, jeg...” hun tyssede på ham inden han kunne nå at sige mere og holdt en slank finger frem: ”Kald mig fru Hitler.”