Hun kommer ham i møde. Hun er så fin i sin blomstrede kjole, og hun nærmest hopper af sted. Så let er hendes gang. Det er ikke kun på kjolen hun har blomster. I hænderne holder hun en buket af margeritter, torskemund, violer og valmuer.
"Hej, Marinus," smiler hun og han bliver så varm inden i. Så glad og varm, at han vil smile igen. Og sige noget pænt til hende.
Men så er hun væk. Helt væk.
Og bladene på træerne bliver røde, gule og brune, mens han leder. Og sneen dækker de nedfaldne blade, mens han leder.
Der er et glimt af hende. Tror han. Hun har iskrystaller i håret. Og er blå om læberne.
Han vil varme hende. Låne hende sin jakke og tage hende med hjem. Til te og boller. Og lægge dynen om hende.
Men så er hun væk. Helt væk.
Årstiderne skifter alt for hurtigt. De skifter til en kalender. Et stormvejr vender alle siderne og de hvirvler bort.
De er ikke væk. De lægger sig om ham som en tung dyne. Han skriger og skubber dem bort. Sætter sig op. Stirrer forskrækket, forvildet og forvirret ind i et spejl. Et ældgammel fjæs glor surt på ham fra det revnede glas.
Han skriger og presser en hånd mod sit hjerte. Kaster sig ned mod puden og stirrer op i loftet. Skjolderne ligner blomster.
Det er blomster. Han vil plukke dem og give hende dem.
Nej, det er kun i drømme skjolderne er blomster. Men der er blomster i haven. Igen. Og han ved, hvor hun bor.
Det er morgen nu. Hanen galer og Mathilde skal have blomster. Før det er alt for sent.