Kirkebænkens overraskende kulde kunne tydeligt mærkes under det sorte blondestof, der udgjorde hendes kjole. Tøjet var nøje udvalgt flere uger forinden, ja, hvis ikke flere måneder. Hun havde overvejet flere gange, om det ligefrem ville være blasfemi med sådan en farve, på sådan en dag, men nærmest i protest havde hun gjort det alligevel. Lars rømmede sig og hviskede derefter beroligende ord til hende. Nikkende fremkaldte hun et smil, der skulle indikere, at hun da var helt okay på trods af omstændighederne. For det var underligt. Det var ligefrem en dårlig beslutning, tænkte hun. Hun kunne have stået deroppe ved alteret i dag og tanken gav hende en klump i halsen. Stemningen var spændt, fyldt med forventninger og fryd. Det var i sandheden en glædens dag, den lune morgen i midten af maj. Lars, der blot var et par år ældre end hende, havde været så sød at tage med hende, som støtte. Det var han mester i - han havde sågar hentet hende i god tid inden. Selvom han havde gennemført det hele et par år forinden, forstod han alligevel godt hendes tankegang, og valgte at tage med. Hun skulle jo komme og se Trine. Det var nødvendigt, også selvom det var noget af det sværeste, nu når det kunne have været hende selv. Selvom udfaldet blev som det gjorde, så kunne hun ikke nænne at svigte Trine. Hele ceremonien og festlighederne gik ellers imod hendes fornuft.
Før Lars kunne sige mere, trådte de ind. Farverne var kolde og hvid var altdominerende. Hele begivenheden gav hende kvalme, og da de kom op til præsten fik hun tårer i øjnene. I et splitsekund havde hun fortrudt så inderligt. Hun skulle have stået der, hendes familie skulle have været her. Hun vidste udmærket, at hendes mor ville have, hun havde stået deroppe i dag. Hun ville endda have betalt for hele festen. Men sådan skulle det ikke gå. Konsekvenserne for hendes handling var store og det vidst hun. Mange familiemedlemmer havde endda nægtet yderligere kontakt med hende. Men hun var sikker. Hun måtte holde fast i sin egen beslutning og overbevisning: Gud findes ikke. Efter trosbekendelsen åndede hun lettet op ligesom resten af gæsterne. Nu kunne festlighederne begynde.