Lyden af vækkeuret hiver mig ud af drømmen på det helt forkerte tidspunkt.
Mandag morgen er virkelighed igen.
Nattens drømme holder fast i mine tanker, holder mig svævende et sted mellem drøm og virkelighed.
Jeg går i bad. Jeg er på vej på sprogrejse sammen med min veninde. Jeg spiser morgen mad havregryn med mælk og rosiner. Jeg leder desperat efter en plads i bussen, der køre til England. Jeg finder klasselokalet og en plads, en af dem længst nede bagved, venter på at timen går i gang. Jeg finder en lille piger der sidder alene, spørger om hun ikke har andre steder at tage hen. Jeg prøver at lytte, men lærens ord når aldrig rigtig frem. Hun fortæller mig, hun er zombi og er holdt fast af forældrenes tro på hun stadig er i live. 5 minutters pause jeg sidder opgivende med hovedet på mit bord, håber at mandag aldrig kommer igen. Hun forsvinder og jeg sætter mig, der hvor hun var for et øjeblik siden. Jeg sukker håber at dagen snart er forbi.
Jeg føler ubehag, ville hellere have stå op, end at sidde på den plads jeg lige har fået.
Jeg går rundt i grænselandet dagen lang, med vished om at drømmen først slipper sit tag når tirsdag når frem.