Jeg er træt af konfetti. Jeg er for gammel til børnechampagne. Hvem helvede prøver de at narre. Jeg sukker, tager endnu et hiv af den hemmelige cigaret, hvorefter jeg sjosker indenfor igen. Det var alligevel ved at blive koldt.
Indtil videre var det hele forløbet efter planen. Kællingen havde lagt sig til at sove, præcist som Lille Lars havde forudsagt. Den rigtige champagne var gået på omgang mellem de voksne, og efterhånden var det tydeligt hvordan deres dømmekraft var forringet.
Beate, en bekendt af min mor, dinglede rundt om Poul mens hun gjaldede for fulde huse. Det var mærkeligt at se hende på den måde. Jeg krympede mig ved synet af den kraftige kvinde der forsøgte at give den spinkle, næsten streglignende mand en lapdance.

"Skål Jens!" Mor forsøgte at holde facaden oppe, men beruselsen havde overtaget for længst. Dunsten af billige smøger og krads sprut hang i luften foran hende som em fra en overophedet elkedel. Hendes rustrøde hår var vådt, og jeg turde ikke tænke nærmere over hvordan det var sket da vi befandt os i en tørkeperiode.
"Har du ik' fået rigeligt?" spurgte jeg hende, men far skovlede hende hurtigt væk.
"Forsøg nu at ha' det lidt sjovt knægt." han hankede op i sin kone med et dybt støn. "Det er jo for helvede for din skyld vi holder denne fest." han tog mors arm om sin skulder og bevægede sig langsomt og forsigtigt ud i gangen. Et plask nåede mine ører kort efter de var forsvundet bag dørkarmen.

Jeg trak vejret tungt. Åndede opgivende ud, i det jeg satte mig i den sorte lædersofa. Fra dette sted, i hjørnet af stuen, kunne jeg følge med i hele scenariet. Det var for min skyld at de holdt fest. Men jeg var ikke i feststemning. Et kor af gamle stemmer lød ude fra køkkenet og jeg vidste at farfar havde fået sine kammesjukker til at akkompagnerer ham i en såkaldt sang. Farmor sad for sig selv, mens hun forsøgte at udholde sin brandert. Flere gange boppede hendes hoved i en sådan grad at jeg var nervøs for at hun ville hamre hoved ned i den efterladte citronfromage, der stod glemt foran hende. Heldigvis skete det ikke. jeg greb mig selv i at ønske at det var sket, så havde jeg i det mindste en undskyldning for at stoppe denne åndsvage fest...