Det er meget kedeligt. De samme mennesker fodrer dig, renser dit bur og skubber til dig med koste for at få dig til at gå ind i det igen, men der er ingen, der tænker over, at hvis jeg nu fik lov til at gøre tingene i mit tempo, ville jeg ikke være så sur på dem hele tiden. Eller hvis de nu tænkte sig om med hensyn til miljøet og os tigre. Men næh, det skal de ikke nyde noget af, det er den og dens skyld, aaaldrig deres egen.
De taler endda om det, når de går forbi mit bur, forældrene altså. "Nu er der så og så mange vilde tigre tilbage.," siger den perfekte mor og ser ned på sine små unger, der nysgerrige stikker deres hoveder over rækværket så jeg kan se på dem og dem på mig. "Sikke noget. Men det er i hvert fald ikke vores skyld. De kan bare...," begynder den perfekte far og hjælper den perfekte mor med at flytte ungerne højere op, så de kan se mig bedre. "Heldigt for den tiger der, at han ikke er i det fri og skal kæmpe for livet.," siger den perfekte mor og her rejser jeg mig og stamper en pote i betonen, det gør for resten ondt, gu nej er jeg ej en han, jeg er en hende og jeg skal absolut kæmpe for livet også, især når de kører mig til den løven tage ham dyrlæge! De perfekte forældre trækker deres børn væk fra rækværket, jeg har brølet højt nok synes de, og begynder at tale om hvor uopdragen sådan en tiger i bur er, mens de går videre, men stadig sender blikke tilbage. "Sikke et farligt dyr," mumler de begge.

Farligt, ja gu er I sgu så!