Jeg kigger mig desorienteret omkring. Kan ikke finde ud af, hvilken vej der fører i den rigtige retning. ”Hvorfor kunne de andre ikke også bare vente på mig?”
Jeg er irriteret. På dem og på mig selv. Mest af alt på mig selv. Jeg har absolut ingen stedsans og burde have insisteret på, at vi skulle følges ad hjem.
”Vi går bare lidt i forvejen, du indhenter os snart”.
Det var cirka en time siden. Jeg sukker opgivende. Jeg har på fornemmelsen, at jeg kommer længere og længere væk fra stien. ”Forbandede skov der bare bliver ved og ved!”
Solen er på vej ned bag trætoppene, og myggene summer forventningsfulde omkring mine bare arme..
”Fanden tage den skide natur, med alle dens overraskelser, uendeligheder og ubehageligheder”.
Jeg er et storbymenneske. Med stort S. Elsker byen og dens hektiske liv. Butikkerne, fortovscafeerne og biograferne. De velkendte menneskeskabte lyde gør mig tryg. Som så mange gange før bliver jeg mindet om, at naturen absolut ikke er min hjemmebane, og jeg glæder mig til at komme hjem.
I en lysning længere fremme får jeg imidlertid øje på et lille hus, næsten gemt helt væk bag et par kæmpestore buske.
”Omsider lidt civilisation”, tænker jeg lettet og går nærmere.
”Hallo – er her nogen?”
Jeg står stille og lytter, men hører ikke andet end bladenes raslen og et par fuglefløjt i trækronerne over mig. Jeg går helt hen til huset og banker på døren. Intet svar. Venter et øjeblik og lægger så forsigtigt min hånd på det krogede dørhåndtag. Er den låst eller binder den bare? Jeg presser skulderen mod døren med al min vægt. Døren springer op og jeg træder indenfor.
Der er halvmørkt i rummet og der er fluer overalt. De flyver ind i ansigtet på mig, sætter sig på mit tøj og i mit hår. Jeg klør over hele kroppen. Mine sko hænger fast i det klistrede gulv. Jeg ved ikke, hvad jeg har trådt i, men det lugter kvalmende sødt. Jeg længdes pludseligt ud i den friske luft og går hurtigt tilbage til døren.
Jeg er næsten fremme, da jeg hører en lyd bag mig. Jeg vender mig om. Stivner.
”Hvad i alverden….”