Almindelig. Ja ret almindelig. Almindeligt arbejde. Almindeligt familieliv. Almindelige tv-vaner. Almindelige madvaner. Almindelig bolig. Noget ualmindeligt? En gang var det meste ualmindeligt, men blev grebet af omgivelsernes konformgrå hænder. Lod mig gribe. Kastede mig i dem? Det var vel et valg. Valget mellem at blive accepteret eller ikke blive accepteret. Jeg er glad for valget. Har set rigeligt med skæbner der valgte anderledes. Skæbner der skubbede de konformgrå hænder, der grådigt strakte sig frem, væk. Kan sætte navne på. Mozart, Michael Jackson, Kurt Cobain, Janis Joplin, Jim Morrison, Friedrich Nietzsche, bare for at nævne nogle af de mere kendte. Der er også mange ukendte, der tog det andet valg. De konformgrå hænder er ikke glade for at blive skubbet til side. Skubber du dem til side vil de ikke kramme dig, ae dig, trøste dig. Så vil de kun pege fingre. Nej jeg er heldigvis almindelig, meget almindelig. Jeg arbejder hårdt på at være almindelig. Det har været en succes undtagen på et punkt.
Mine drømme. Jeg ved ikke altid, hvad de handler om. Faktisk kan jeg ikke huske en eneste af dem, men jeg ved hvordan de tvinger ualmindeligheden frem i mig. Når jeg vågner om natten skrigende, svedig, og på færd i grænselandet mellem det bevidste og det ubevidste. Min kone kryber angst sammen. Rusker i mig. Gentager desperat mit navn, igen og igen, men skrigene stopper først når stemmen svigter, og efterlader mig med en ualmindelig smerte i halsen, og vågen i en ualmindelig situation. Forbandet ualmindelig.

Jeg har lagt papir frem nu. Så jeg kan skrive mine mareridt ned. Analysere dem, fortolke dem. Behandle dem. Frigøre mig for deres ualmindelighed.

Den nat vågner jeg igen, skrigende ud i mørket. Et lys bliver tændt. Mit navn bliver nævnt. Smerten i halsen sætter ind skrigene stopper. Jeg griber blyanten på sengebordet og begynder straks at skrive ned. Jeg skriver og skriver. Efter et stykke tid stopper jeg. Læser hvad jeg har skrevet. Ser på ordene foran mig. Så begynder jeg at skrige igen.