Hvor længe kan denne mandsperson følge efter mig. To dage og to nætter har han gået i mine fodspor. Listet, sneget sig. Så godt som disse mennesker nu kan. Jeg kan lugte ham på en kilometers afstand. Hans svedige krop. Hans nikotin fyldte ånde. Hvem tror han, han er… det her er mit hjem, mit kongerige. Men han bliver ved. Det må jeg give disse mennesker… når de har sat sig for at ødelægge noget bliver de ved til intet er intakt. Til intet kan bestå, og mennesket står hoverende tilbage på en dynge af aske, der i sidste ende vil opsluge dem og kvæle dem.
Forbandet ignoranter.

Mange af mine artsfæller har lidt samme skæbne som denne mand ønsker at give mig. Men jeg er for snu. For hurtig. Mine klør er de skarpeste i junglen, mine tænder de største. Han når mig aldrig og hvis han gør, bliver det hans skind der bliver flået først.

Han er stoppet et stykke bag mig. Jeg kan roligt hvile mig. Mine poter er ømme efter den lange langsomme flugt.

Et øredøvende brag. Fuglene i trætoppene over mig farer mod solen i store flokke. Larmende, ildevarslende. Jeg må videre. Mennesket er på benene igen og på vej i min retning. Mine ben er tunge, sløve. Der er noget der drypper fra min side. Jeg har set det før men aldrig i disse mængder. Det flyder. Tykt, varmt. Min smukke gullige pels, sølet ind i dette røde stads. Jeg føler mig svimmel. Mit syn bliver sløret. Jeg kan ikke….. balancere. Jeg falder omkuld og intet kan forhindre det. Mennesket kommer nærmere, nærmere. Mine klør er ude men jeg har mistet alt motorik. Ude af stand til at tage kampen op. Junglens grønne kæmper krymper ind omkring mig. Mennesket har snydt mig.