Klaus var blevet træt af Strøget, der på denne årstid var overfyldt af turister, så ved Gammel Torv tog han den nye el-bus, der kørte en cirkelrute i centrum. Han nød at sidde ned. for benene var blevet ømme. Han havde været gennem Gråbrødretorv og set den nye skulptur på pladsen, der forestillede et kæmpe cigaretskod. Det var måske en del af kampagnen for at samle cigaretskod op, han havde nede på Strøget fået en pose stukket i hånden af en ung pige, der var beregnet til at putte et skod i.
”Hvad mener du om den rædsel, som de har sat op på Gråbrødre Torv? Skal det være kunst?” sagde en mand ved siden af ham, som om han havde læst Klaus’ tanker.
”Det er da en meget sjov ide, netop nu med rygeloven.”
”Ja, tænk, nu vil de blande sig i, om vi ryger eller ej! Hvad mener du?”
”Ja, jo, men på den anden side, så får rygeres omgivelser også røg i lungerne.”
”Pjat! Sådan en tøsedrengementalitet, man skal sandelig ikke have den mindste gift i kroppen, og så piver man og så skal vi andre kontrolleres for det.”
Klaus rømmede sig lidt. ”Men på den anden side skal det jo være frivilligt, om man vil have gift i kroppen.”
”Der er ingenting, der er frivilligt mere! De hiver penge ud af vores lommer, om det så bare er for at vi skal belemres med sådan en kæmperædsel, som skal være kunst. Har vi frihed til at bestemme det?”
”Altså, hold nu lige tingene adskilt…”
”Næ, du, når jeg sidder sammen med nogen, der taler om hensynsfuld rygning, så blæser jeg røg i fjæset på dem for at vise, at jeg ikke lader mig tyrannisere af dem. Desuden..”
Klaus rejste sig. ”Tak for samtalen, jeg har nogle ærinder,” sagde han og stod af.