"Jeg kan ikke se noget," gispede Solly.
"Løb bare videre," hvæsede jeg.Vi var på flugt. Fra en dum, stribet kat.
Jeg zigzaggede, dirrende af rædsel, hen mod dammen. Der turde katten ikke hoppe efter os.
Vi salamandere færdes oftest alene, når vi er på land, men Solly var svækket. så vi fulgtes. Han var min bedste ven. Faktisk min eneste ven på det tidspunkt.
Men nu fulgte han ikke med, så jeg stoppede.Og stivnede. Han hang i kattens flab.
Der var intet jeg kunne gøre. Fuld af sorg nåede jeg vandkanten og sprang i.
På en sten sad Sollys kæreste, Sally. Stivnet i overrumplet sorg og raseri. Vi stirrede på hinanden.
Så lo hun pludselig: "Du skal nu se vores unger. Kom."
Jeg regnede med der var unger. De skulle være kommet for nogle uger siden, men vi havde jo været på landtur. Nu fik stakkels Solly ikke set sit afkom.
Men jeg måtte vel se dem for ham.
Jeg fulgte efter Sally og tænkte allerede, at hun kunne blive min kæreste. Ja, jeg er jo et kryb.
Ungerne var skønne og krøb os i møde.
Men da Sally fortalte om deres fars død, var jeg nær faldet død om. Af forskrækkelse.
Der lød en flaksen, som af oprørte flagermus - og så lettede alle ungerne.
Vi skyndte os efter dem. Og så dem angribe katten. De stak den med deres halespidser.
Først da den lå død, fløj de tilbage.
"Det er de fordømte pesticider, giganterne pøser i vandet," forklarede Sally, "først blev vi syge, så blev nogle immune - og nu er de første unger muterede. De er fremtiden."