Manden på stolen ved siden af mig har hostet uafbrudt i fire minutter. En hoste der kommer fra den dybeste afgrund af hans lunger. Tør, udmattende hoste.
Hvor langt kan bakterier flyve i luften, tænker jeg. Er hans sygdom værre end hvad jeg fejler.
Min indre hypokonder kommer langsomt ud af sit skjul og inden jeg er klar over det har jeg åndenød. Mine håndflader er klamme af sved, min mund så tør som den øredøvende hoste ved siden af mig. Jeg skal have luft. Jeg må ud herfra.
Lige som jeg skal til at rejse mig bliver mit navn råbt op af kvinden bag skranken.
Andreas Christensen…
Mit hjerte hopper en ekstra gang, og jeg kigger op på kvinden.
Hvis du vil være rar at følge med mig?
Jeg fremstammer et svagt, ja og løfter mig modvilligt op af den hvide stol. Inden jeg når at tage et skridt frem, kommer lægen ud fra kontoret bag mig.
Ja jeg beklager, men jeg har et lille problem med min computer, så der går lige et par minutter endnu. Du kan bare tage plads igen.
En umiddelbar følelse af lettelse flyder over mig, efterfulgt af et mindre angstanfald over at skulle vente endnu længere. At udskyde det uundgåelige.
Jeg sætter mig tilbage i stolen jeg kom fra, og prøver at få mine tanker til at flyde.
Tænk glade tanker, tænk glade tanker. Ferie! Jeg har lige været på ferie. Solen, stranden, lugten af solcreme, følelsen af bølger…
Stetoskoper og vatpinde. Nåle og skalpeller. Glade tanker min røv.
De lysegrønne vægge snævrer ind omkring mig.
Tag dig nu sammen, mumler jeg vredt til mig selv.
Manden ved siden af mig, der er en ældre herre, er endelig holdt op med at hoste og kigger nu op på mig.
Jeg forsøger at ignorere ham og griber ud efter det nærmeste SE & HØR, der ligger øverst i en bunke af hvad der lader til at være mange tusinde siders sladder.
Har du været her før?, spørger den ældre mand