Jeg måtte bruge begge hænder for at åbne den tunge dør til den lange gang. For enden af gangen var døren, døren som jeg ikke brød mig om at skulle ind af. Bag døren sad folk og ventede på at komme ind til lægen. Han ville fortælle dem, at de var syge og skulle tage medicin. Han ville stikke dem i balden og sige; Du føler bare et lille prik, det kan godt svie lidt. Han ville fortælle det lille barn, at det havde skoldkopper, og derfor ikke måtte komme i børnehave.
På den anden side af døren ventede et venteværelse med gamle magasiner og syge mennesker. Her ville jeg ikke side og vente. Alligevel fik jeg åbnet den blå grønne dør, og mærkede lugten af sygdom ramme mig hårdt i ansigtet. Jeg stilede mod en ledig stol ved siden af en lille dreng og sin mor. Jeg sank ned og mærkede hvordan den hårde stol fæstnede et greb om mine ben og hviskede; Nu kommer du ingen steder. Jeg kiggede på den lille dreng ved siden af mig. Han havde lyst hår og store blå øjne. Jeg kunne se han var lige så bange som jeg. De små tynde arme var fyldte med blå mærker og sår, og jeg undrede mig over hvor de kom fra. Hans mor kiggede bare på mig og nikkede smilende. Moren lagde en hånd på min arm.
- Vil du række mig det blad der ligger på stolen ved siden af dig?
Jeg kiggede bange på hende men gav hende bladet. Jeg undersøgte min arm, og syntes jeg kunne ane et sår, eller var det et blåt mærke, der var på vej nu.
Overfor sad en ung kvinde, hun var helt bleg i ansigtet og hostede som en gal. Hendes lange mørke hår var fedtet og hendes hud glinsede af sved. Hvad fejlede hun, kunne jeg blive syg af det? Jeg ville væk, men lige som jeg ville rejse mig kaldte lægen
- Olivia Sandkam
Det var blevet min tur, og jeg måtte tøffe efter lægen ind i sit rum. Han lukkede døren bag mig og kiggede med sine store brune øjne på mig. Jeg begyndte at ryste og sveden piblede frem under pandehåret.
- Nå Olivia skal vi få lavet den undersøgelse, så du kan få dit kørekort.