"Okay så det føles som om, man er i en rutchebane, men det behøver jo ikke betyde, at noget slemt vil ske vel?"
Sådan lød mine tanker, mens jeg lå på firemands-rummet på færgen mod Danmark fra London.
Jeg havde ellers aldrig på tidligere ture været angst på færgen. Jeg havde også før haft kahyt på andet dæk under bilerne, hvis knirken man nogen gange kunne høre, nå enten, det føltes, som om ens ben var i vejret eller, som om ens hoved var det.
Jeg klamrede mig til dynen med øjnene spæret op på vid gab. Måske var det blot min fantasi.
Mine kahytkammerater sov alle tre, og den ældre dame under mig snorkede. Selv ikke hun, der ellers lød som en damplokomotiv med startvanskeligheder, kunne overdøve de lyde over os, der fik mit hjerte til at hamre afsted i mit bryst.
"Dump" Et ordentlig bump lød et sted over os, og nu føltes det pludselig rigtigt underligt omkring os, og en ung pige som jeg, vågnede overfor mig ligeledes i den øverste køje.
"Hvad var det?" Hun lød lige så bekymret, som jeg følte mig. Den ældre dame snorkede fortsat.
"Jeg tror ikke, det var noget særligt," svarede den midalderende dame under pigen. Jeg vidste dog, at vi nu alle lå vågne på nær den ældre dame, og da der begyndte at lyde som postyr lige udenfor kahytten, krøb den unge pige ned fra sin køje, og både hun og den midaldrende dame besluttede hurtigt, da der var hysteriske mennesker ude på gangen, at de ville trække i tøjet og se, hvad der foregik. Jeg blev hos den ældre dame, da de hurtigt var gået og havde forladt alle deres ting.
Jeg forsøgte fortsat at overbevise mig selv om, det hele blot var et mareridt.
Da lød de skæbnesvangre hyl over skibets højtaler, men den ældre dame, som også havde haft en stok med sig, sov fortsat ubesværet.
Alle andre menneskestemmer i nærheden var forstummet. Kun en snorken kunne jeg høre udover mit eget hjertes vilde slag.
Da mærkede jeg vandet.