Sidder i venteværelset igen. Det er 3 gang på 2 uger hvor jeg har måtte bestille en tid, ja mit helbred er ikke hvad det var engang.
Det startede med, jeg en morgen hostede en del blod op. Det var jo ikke ligesom helt normalt vel? Jeg tænkte det går over, ligesom alle de andre småting der havde været indenfor det sidste år. Men som dagene gik blev det værre, og til sidst måtte jeg jo bestille tid ved lægen.
Jeg har siden været igennem nogle lange og til tider hårde undersøgelser på hospitalet, kender ikke alle fagudtrykkene, ønsker ikke at kende dem, og nu sidder jeg her og venter på svar på hvad jeg fejler., som tiden dog snegler sig afsted.
Nu går døren op, en mor kommer ind med hendes barn. Barnet virker meget utilpas, hænger slapt i moderens arme, øjnene er slørede, jeg kan ikke lade være med at tænke lille pus, og det gør ondt på mig, at se bekymringen i moderens øjne.
Husker selv da jeg måtte på skadestuen for mange år tilbage med min søn Mads, han havde næsten febervildelse, og jeg sad bare febrilsk og snakkede med ham hele vejen til Kommunehospitalet. Husker stadig de lange gange, min bekymring, mit håb at det bare var en eller anden influenza. Kan huske hvor jeg bare mærkede min kærlighed til ham i hans skrøbelighed...
Heldigvis var lægens fastsættelse af diagnosen hurtig og præcis....Han fejlede intet alvorligt, men skulle nok ha ro fra børnehaven i morgen, husker min lettelse, det var vidunderligt at kunne slippe bekymringen...og nu sidder jeg her mere bekymret og bange end nogensinde før. Hvad bliver svaret....
Kigger rundt på væggene, hvor de farvestrålende billeder hænger, er sikker på de skal opmuntre, kan egentlig godt lide dem, er dog bare ikke meget, for alt for mange farver blandet sammen, bliver lidt for meget i mit hoved.
Nej jeg er vist lidt mere til den naturalistiske stil, guld alder malerne hvor man kunne se en kronhjort var en hjort, og ikke skulle forstille endsige gætte sig til hvad der er på billedet...
Nu går døren op igen...Lægen kommer ind. Får øjenkontakt, kigger bekymret på mig, Tolker jeg?, eller ser han virkelig bekymret ud? Peter Larsen, jeg rejser mig stille op, går med ham, måske som et lam til slagtebænken, svaret venter på den anden side af døren.
Jeg er bange...