Det blæste. Vinden rev støv, affald og blade med sig fra gaden og peb gennem vinduerne inden den igen mistede pusten.

Da den nåede til skoven var det kun en let brise. Hun rettede hovedet mod vinden og hendes hår bølgede let. Hendes bare fødder sank let ned i skovbunden mens hun gik og hendes hænder strejfede grene og planter. Duggen der før sad som små perler på hver en gren blev tværet ud på hendes hænder og gjorde dem fugtige og kolde. Selv om solens spæde stråler trængte ned gennem grenene og varmede lidt var det stadig køligt og gåsehuden rejste sig på hendes arme. Hun stoppede op og lyttede. Hvor var fuglenes sang?

Det blæste. Vinden rev støv, affald og blade med sig fra gaden og peb gennem vinduerne.

Da hun drejede rundt om et hushjørne føltes det kun som en let brise. Hun indåndede den friske morgenluft og mærkede energien fra storbyen. På himlen kæmpede solen for at trænge igennem de grå skyer og smoggen. Hun stoppede op og lyttede. Hvor var alt støjen?

Det blæste. Vinden rev støv, affald og blade med sig fra gaden.

Da hun kom op i klitterne var den blæsende havluft blevet til en let brise. Hun vendte sig og rettede øjnene mod havet. En ensom måge lod sig svæve på vinden og forsvandt ud mod horisonten. Himlen var nærmest forsvundet bortset fra grå skyer der næsten ikke bevægede sig og hun mærkede pludseligt efteråret i enhver muskel, knogle og sene i kroppen. Sommerens badning og glæde var væk og kun tang lå omkring i dynger. Hun rettede igen blikket mod havet og faldt et øjeblik hen i staver og nærmest mediterede til bølgernes bevægelser. Hun vågnede og lyttede. Hvor var bølgernes brusen?

Det blæste.

Hun havde følelsen af at blive overvåget. Forfulgt. Nogen nærmede sig. Hendes skrig brød stilheden.