Hmmmm. Svært at sige generelt.
Selv skelner jeg imellem to slags tekster: noveller og romaner. (Ikke at jeg har skrevet så mange (2) af de sidste, men jeg har en holdning til det.)
En novelle kan slutte i en opadstigende akkord. Et statement der ligesom åbner himlen til læserens beskuelse.
En roman er snarere som en symfoni. Indledning - præsentation af temaer - gennemføringsdel - reprise og koda. Man kan for sig se en kurve der stiger op - forløber nogenlunde jævnt, men med en gradvis stigen (den stigende spændingskurve) for så at synke nedad til slut.
Man ser ofte at selve dramaets kulmination sker nogen tid før selve slutningen. For efter spændingens udladning har man brug for at komme ned på jorden igen, men alligevel at være tilstede blandt personerne.
(Det er lidt som et erotisk møde: man styrter ikke ud ad døren to sekunder efter klimaks!)
Karen Blixen har skrevet "Babettes gæstebud." Den har en vis længde, men er bygget lidt som en novelle. Filmen er tilstrækkelig til at give idé om hvad jeg mener. Filmen har bare flyttet lokaliteten fra det nordlige Norge til Vestjylland.
Når jeg kalder den en novelle er det fordi den beskriver en enkel og veldefineret pointe. Hvad der trækker den lidt i romanens retning er at den trods alt viser personer over et langt tidsforløb. Men sidstnævnte skyldes krav til den tekniske afvikling af pointen.
Den handler om at acceptere "miraklet." Miraklet som er komplet usandsynligt på miraklets præmis. Noget der kun kan ske med Guds hjælp. Kræver man en rationel forklaring, forsvinder miraklet. Og Gud kan så sidde tilbage med følelsen af at have kastet perler for svin.
Det er det jeg mener med at ende i en opadstigende akkord. Den åbner sig mod himlen, og man har ikke brug for et efterforløb, hvor tingene falder i lave. Det KUNNE den godt, hvis det var det der var pointen. Der findes fortællinger eller film, hvor man efter dramaets afslutning står og ser ud over heden og kommer til accept af verdens uendelighed og af at man selv med tiden skal blive gammel og til sidst dø.
Men Babette ender med det "vertikale vue." Man ser mod den åbne himmel og forstår at det uendeligt store kan være tilstede i selv fattiges daglige liv. Når blot man har åbne øjne og kan se miraklet uden at kræve det forklaret.
Novellen stiller et spørgsmål. Og tænker sig hvordan det kan besvares. Hvis nu vi lader der ske sådan og sådan - så vil det se ud som et rent mirakel for den der har været borte længe og ikke ved hvad der er sket siden han var der sidst. Som det skete for generalen.
Pointen er ufattelig godt lavet!
Det er Gud der laver maden! Den hellige menighed ser det ikke, men æder lækkerierne med mavens velbehag, trods løfter om slet intet at kunne smage. Hele deres liv har de higet imod Gud. Men når så Gud kommer til dem og beværter dem, så ser de det ikke. De tror at det er djævelens værk.
Men generalen - "a man of the world" - der kender de lystige nydelser i Paris - han forstår miraklet. Han ved at det er helt umuligt at dette måltid kunne serveres i denne udørk. Men han spørger ikke hvordan. Han beder ikke om at hilse på kokken. Beder ikke om en forklaring. Han suger den følelse ind, at gensynet med sin ungdoms elskede er som at sidde til bords hos Gud.
Denne ene middag er nok, og den vil give mening til resten af hans på andre måder mislykkede liv.
En novelle kan ende abrupt, som en raket der kaster glans over en vellykket nytårsmiddag.
I romanen er der tid til forklaring, og den kan ende stilfærdigt som dagen derpå.