PS. jeg tænker ikke så meget på korrekturlæsning. Har skam fanget, at der er lidt "tastesmutteri" i debatoplægget :-)

Hej Pia
Jeg tænker slutninger som poesi på samme måde som begyndelser. Det er min metode. Den virker helt sikkert ikke for alle, men for mig giver det mening. Når jeg tænker begyndelsen på en roman (eller læser én for den sags skyld), så danner der sig ligesom musik inde i hovedet, hvis det er noget, jeg godt kan lide at læse. Så mine begyndelser bliver tilsvarene poetiske i sit udtryk. Det samme gælder slutninger (for mig). Når alle tråde er samlet, og man ved, at nu lakker det mod enden, så sætter jeg ordene op som poesi igen og får dem til at lave musik. Det giver en god rammeslutning, som man kan bruge uanset hvordan ens begyndelse er, så længe den i princippet gør det samme. Okay, gav det mening? Helt lavpraktisk fungerer det sådan her: for at skrive din slutning, så kig på din begyndelse og lav et sprogligt match, sådan at historien, uanset om den ender det ene eller det andet sted, beskrivende eller fortællende, danner ramme om sig selv.
Anyway, bare et fif. :)
Vh Natashia

Kender du Kings "it"?

Den er på ca 1000 sider og den slutter med denne sætning:
"- at han næsten husker sin barndom."

Det er en fantastisk sætning. For den siger hvad hele romanen handlede om og hvorfor den blev skrevet. Den får os til at tænke på vort eget liv, hvad vi oplevede som barn og hvad vi mon har glemt eller husket.

Det er godt hvis man kan finde en slutning, hvor sætningerne har en "stærk betydning." Måske opsummerer noget vigtigt eller principielt.

Held og lykke med det.

Hej Natashia

Jeg skulle lige tænke over dine ord, men nu forstår jeg, hvad du mener - og vil helt bestemt overveje dit forslag.
Jeg begynder meden kort prolog og overvejer nu at afslutte med en kort epilog.
Tak for input :-)

vh. Pia H

Nej, Dino, jeg har ikke læst "IT," men måske, jeg skulle gøre det?
Det med at opsumere noget vigtig, tror jeg faktisk, jeg vil tænke ind i slutningen.


vh. Pia

Hej Pia

Jeg kan anbefale "It."

Den er yderst fantasifuld og slet ikke realistisk. Men når det er sagt...
så er den skrevet med en ufattelig "styrke" og konsekvens.

Og den er suveræn på persongalleriet.
For ikke længe siden læste jeg den langt yngre roman af King om Kennedymordet. Den indeholder tidsrejser, og på et tidspunkt kommer vi til den lille by Derry i Maine, hvor "It" foregik. Her møder vi på rejsen nogle af børnene fra It.
Dette gensyn med pigen Beverly Marsh...Hold kæft, hvor var det en fed idè! Over al måde charmerende, og man ønsker at Beverly var en rigtig person.
Man må huske at mandlige læsere elsker Beverly Marsh. Og når man så helt uventet møder hende igen...
Beverly har en særlig status i "It," for hun var ene pige i gruppen af drenge.
Og ja, bogen "it" er både en børnebog og en voksenbog. Men ikke en børnebog for børn!!! En børnebog for voksne!

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]