Tanker er toldfri, siges det. Og i et land som vort, gælder friheden også på skrift, når visse ting undtages. Fiktionen er et område, hvor man på skrift kan nyde stor frihed.
Her i vinter genlæste jeg den fra gymnasieårene værdsatte roman "Raskolnikov" af Fjodor Dostojevskij. Den handler om en ung mand der tror at være en slags overmenneske. Han begrunder ikke denne hæder med ting han har præsteret, men begrunder særligt egenskaben med den bevidsthed han har om det. For han er en fattig student der intet stort har præsteret. Han finder dog en ting der kan adskille ham fra den gemene hob og som han ved de virkelige store mænd besidder: Modet til gennem handling at overskride de grænser der gælder for den jævne mand. Han planlægger og udfører en forbrydelse. Et mord. Ikke ud fra had, ikke ønske om berigelse, men for at teste sin teori. Kort sagt det helt igennem gustne overlæg. Efter drabet tager han nogle få værdier. Forfatteren har nok ikke fundet det troværdigt at han slet intet ville putte i sine lommer. Men det har ikke været væsentligt, for han efterlod langt den største del at offerets penge, som han godt vidste at hun besad. Jeg mener også at han tog et par effekter som han havde pantsat hos hende.
Motivet var altså ikke had, misundelse, seksuelle forstyrrelser, men kun et princip. Og jeg tror at forfatteren heri fandt den mindste mulige undskyld for at begå drabet.
Han var intet overmenneske, og ved handlingen (som desværre også inkluderede drabet på uskyldige Lizaveta, som ankom tilfældigt til gerningsstedet.) faldt han til niveauet for den simpleste forbryder.
Alligevel var han et godt menneske på andre måder. Han var ludfattig, men hans moder skaffede ham en sum, som han kunne leve af længe. Alle disse penge giver han til betaling for en begravelse af en gammel fordrukken mand der omkom ved en trafikulykke. Han elsker luderen Sonja, og hun elsker ham, selvom Forfatteren er yderst sparsom med ord imellem dem der bekræfter det. Hende gør han ingen fortræd, men han piner hende med ord der sætter ham selv i dårligt lys. Sonja er blevet luder som sidste udvej til at give sine små halvsøskende dagligt brød. For Dostojevskij er Sonja en pige med en helgens værdighed.
Overmennesker findes også andre steder i litteraturen. For eksempel Jules Vernes "En verdensomsejling under havet." Her har den hadefulde og af det britiske imperium svigtede Kaptajn Nemo bygget en undervandsbåd. Nemo er virkelig en stor mand, og kun hans rasende had bringer ham på kant med "samfundet." Nemo ville aldrig gøre en pige fortræd. Han kunne invitere en prinsesse på en sejltur for at vise hende havets vidundere. Og han ville aflevere hende igen med livsvarige glade minder. Men krumme et hår på hendes hoved? Aldrig! Som overmenneske ville han ikke sætte sin værdighed over styr på en sådan måde.
Dog er en af bådens gæster, hvalfangeren Ned Land blevet skuffet over ham. For Nemo bruger sin ubåd til at begå en massakre på en flok kaskelotter, der efter hans mening er brutale skadedyr, i modsætning til bardehvalerne. Ned Land er vant til at vove livet i en lille hvalfangerbåd, som vi også kender dem fra Herman Melvilles "Moby Dick." "Når man risikerer sit liv, har man ret til at kaste harpunen." Men Nemos massedrab med sig selv i sikkerhed er usportsligt, for at sige det mildt.
Bestialske mord finder man hyppigt i kriminalliteraturen. Vi kender dem fra Jussi Adler Olsens og Lars Keplers bøger. Lumpne skiderikker eksellerer i den mest afstumpede vold. I mine egne beskedne tekster finder man også tortur og halshugninger. Og jeg føler mig ikke som forbryder af den grund. Derfor skal jeg heller ikke bebrejde hverken Jussi eller Lars deres fiktive personers lovovertrædelser.
Man kan fristes til at spørge om litterære forbrydelser trods alt er udtryk for moralsk brist hos "gerningsmanden?" Er en forfatter en forbryder der blot mangler "overmenneskets" mod til at handle i praksis? Det vil vi jo helst ikke tro. Forbrydere skriver nok ikke mange bøger, ligesom forfattere heller ikke begår mange forbrydelser.
I vort samfund lægger vi stor vægt på at skelne ud fra handlinger. Men skulle vi dømmes ud fra vore tanker, vil mange af os nok blive dømt ude af det gode selskab. Der gives heldigvis et stærkt forsvar for sådanne "tankeforbrydelser." For ingen andre mennesker bliver involveret i dem. Her er den store forskel på tanker og handlinger.