Struktur behøver ikke at være snærende, hvis man finder en form, der passer til en. Jeg har prøvet at skrive ud i det blå, og det gik meget godt, indtil jeg løb tør for ord og ikke anede, hvor historien skulle gå hen. Bøvlede med historien i årevis, indtil brikkerne endelig faldt på plads. Den proces lærte mig, at jeg har brug for en eller anden form for struktur eller retning i hvert fald.
Jeg planlægger nu, før jeg begynder at skrive, men jeg er også nødt til at skrive, før jeg lærer personerne ordentligt at kende, så jeg laver et foreløbigt skelet at skrive ud fra. Mens jeg skriver, finder jeg gerne ud af, at skelettet mangler nogle dele, så jeg hopper lidt frem og tilbage mellem skrivning og planlægning. Det er frygtelig tidskrævende, men bedre end at gå i stå.
Jeg er i gang med en serie. Der finder man virkelig ud af, at planlægning er en god ting. Elsker, når man i bog tre får opklaret noget, som der er lagt spor ud til i bog et.
Jeg tænker ikke så meget i berettermodel o.l. når jeg planlægger. Sørger bare for, at der er en stigende spænding, og at hovedpersonen bliver stillet overfor nogle svære valg.