Jeg har en kollega - lad os kalde ham Martin - som er meget glad for dyr. Så glad, at han gerne ser dele af menneskeheden udryddet, hvis det ellers kan fremme tilværelsen for truede dyrearter. Hans tankegang chokerede mig oprigtigt og for at sætte ham på prøve, spurgte jeg, hvem han helst ville redde: en baby eller en kat.
"Kommer an på katten," svarede han: "hvis det er en udrydningstruet tiger, så ville jeg klart vælge tigeren."
Den måtte jeg tygge på, før jeg vendte tilbage til ham (der er ikke altid så meget ping-pong over en dialog med mig), og fremlagde tre grund til, at han valg er fundamentalt forkert.
"For det første," sagde jeg. "Hvad nu, hvis det barn du valgte frem for tigeren vokser op og bliver en afsindigt smuk kvinde, som du, Martin, forelsker dig hovedkulds i?" Han grinede svedent, som om tanken tiltalte ham.
"Og hvad så mere?"
"Den anden grund: barnet læser som voksen medicin og specialiserer sig i en kræfttype, som en dag rammer dig. Og finder en kur, som redder DIT liv."
"Det ville være fedt," mente han.
"Her kommer den tredje grund til, at du skal vælge barnet frem for tigeren," begyndte jeg. "Det bliver med tiden biolog og forsker, og finder en metode som redder tigeren som art fra udryddelse. Hele forskellen ligger i potentialet, hvis du spørger mig."
"Det kan enhver jo komme og sige," sagde han og gik ud for at ryge.