(Fredag til lørdag)
Hvis jeg kunne og jeg gad ville jeg sikkert lægge et billede ind, der illustrerer hvordan alt omkring mig har ændret sig og jeg selv har siddet med snuden i en bog, og ikke opdaget hvad der var sket før jeg pludselig kiggede op af bogen sidste fredag...
Det ville selvfølgelig ikke tale helt sandt, for selvfølgelig har jeg opdaget, at vi er flyttet... Og jeg har da også selv været med til en del af det. Men det har virkelig været vanvittigt med det her åndsvage eksamenslæsning.
Jeg har været på nippet til at droppe ud op til flere gange... Jeg har haft lyst til at tude og kyle rundt med tingene, og det eneste der har afholdt mig var, at jeg vidste jeg ikke havde tid til at blive forsinket af den slags udbrud. (Dog har jeg af og til dryppet lidt fra øjnene, når først Bo kom hjem og vartede mig op og sagde søde ord til mig)...
Jeg havde sagt til mig selv, allerede tilbage i oktober, at når flytningen kom til at ligge hvor den lå, så måtte jeg også bare acceptere, at mine eksaminer måske ikke gik så strålende som jeg ellers kunne drømme om... Det eneste krav jeg havde til mig selv,var at klare mig igennem...
D. 3. januar fik vi en eksamensopgave, og fra da af og indtil i fredags (dvs. d 24.) har det hørt til undtagelsen mere end til reglen, hvis jeg kom i seng før midnat... Og adskillige nætter har jeg siddet oppe hele natten...
Jeg havde knoklet sådan i Fransksproget periode... kun ét værk nåede jeg ikke i dybden med... Jeg nåede at læse værket, men ikke gøre mig store tanker, jeg nåede ikke at læse sekundærlitteraturen... Jeg havde besluttet hvad jeg allerhelst ville op i ... og jeg havde visualiseret at jeg ville trække den... Men da jeg så kom ind og skulle trække gik det op for mig, at jeg ikke anede hvorhenne jeg skulle trække... Jeg prøvede at se om der var en af dem der talte mere til mig end de andre, og skiftede hele tiden (i de ca 5 ekunder det varede) mellem hver af sedlerne... til sidst tog jeg én, og tænkte "det her er den jeg ikke vil op i"... Og selvfølgelig var det det... Jeg var klar til at kaste håndklædet i ringen, men villle alligevel ikke lade være med i det mindste at prøve. Og det gik, for at sige det mildt, ad helvedes til. Jeg var så sikker på at dumpe, så da de sagde jeg fik 2, havde jeg nær talt mig selv ned... Det syntes jeg ikke jeg fortjente... Elller jo, for fanden, jeg fortjente langt mere end det, for det arbejde jeg havde lavet hjemmefra på alt det andet lort, men for den sølle præstation, jeg gik ind og lavede fortjente jeg ikke at bestå... Og nok så meget som jeg havde sagt til mig selv siden oktober at 2 var ok... nok så nedslået var jeg... Og alt det pres jeg havde været ude i var også bare nok til at tage alt mod fra mig...
Dagen efter lå jeg med migræne fra morgen til aften, hvilket kørte i ond cirkel med min følelse af ikke at du til noget som helst, når jeg trods alt det arbejde ikke kunne få mere end 2... (Glemt blev det igen og igen at jeg netop havde været oppe i det værk jeg ikke havde nået i dybden med, og med udgangspunkt i en sekundærtekst jeg ikke havde fået læst... Havde det været en hvilken som helst anden var det gået meget bedre... Meget!).
Med videnskabsteori greb jeg det anderledes an... Ikke læsemæssigt, jeg sad stadig til klokken lort om natten, og tudede og var ved at droppe ud, og ved at ringe til lægen for at få ham til at sygemelde mig... Hvis ikke det var fordi jeg i bund og grund bare ville have det ud af verden... Men jeg besluttede igen hvad jeg ville op i, og besluttede at netop det, skulle ligge ude til højre (og hvis der var flere rækker så nederst til højre)... Modsat fransk, hvor jeg var dukket op ret afslappet (i forhold til situationen) og først blev et nervevrag efter jeg havde trukket, dukkede jeg nu op rystende over hele kroppen, og med en konstant lyst til at brække mig... Kunne ikke forestille mig noget i verden være værre end at skulle op i videnskabsteori... Jeg VIDSTE selvfølgelig godt, at der var ting der var værre, at det jeg skulle igennem var harmløst holdt sammen med alverdens sorg og ulykke... Men jeg kunne ikke FORESTILLE mig det... Eksamen tårnede sig op som en høj grå mur på alle sider af mig, og jeg kunne ikke forestille mig hvordan livet var på den anden side...
Så skulle jeg ind og trække... Kiggede på sedlen mod højre... Tænkte "Ah, er det nu også rigtigt..?" Kiggede rådvildt rundt på alle de andre sedler, overvejde at sige jeg ikke ville gå op i dag alligevel... Og tog mig så sammen og tog den seddel jeg dage i forvejen havde besluttet mig for... Og det var den rigtige... Jeg gik ind i forberedelsen med et smil på læben og al nervøsitet var forsundet som dug for solen... Det var kun bestået/ikkebestået, og jeg bestod... Mere kunne jeg dårligt forlange...
Men selv på den anden side af eksaminerne sidder den dér lede følelse i mig... At jeg i bund og grund ikke dur til det her lort... At jeg burde være blevet i børnehaven... Og her er det ikke mig der er sarkastisk, og tænker jeg aldrig burde være rykket op i skolen fra børnehaven - jeg har ikke engang gået i børnehave, hvis jeg skal være ærlig, men jeg har arbejdet i børnehave til jeg var ved at brække mig af det...
Jeg ved der er en del fra min årgang der hvert semester dumper/undlader at gå op til en eller flere eksaminer... Jeg ved jeg har været presset udover alle grænser... Jeg ved at selv når tingene er normalt, er jeg mere presset end de fleste, fordi jeg har tre børn, og en transporttid på 2½ time hver vej... Og jeg har indtil nu ikke dumpet en eneste eksamen men fået to 10-taller og sjældent noget lavere en 7 (hvilket er en pæn måde at sige at jeg for det meste ligger på 7)... Og alligevel nager den dér lede følelse mig... Jeg trænger til rigtige succesoplevelser, og ikke bare til Puha-jeg-redede-lige-min-røv-igen-oplevelser...
Noget der også slog mig lidt ud, er at der pludselig blev lavet et 3. år på litteraturvidenskab... Det burde ikke slå mig ud, for det eneste det gør, er at give mig et ekstra valg... Jeg har stadig lov til at tage tilvalg efter eget valg... Men det slog mig lidt ud, fordi jeg føler mig lidt sikker på, at alle fra min studiegruppe vælger det... Før blev vi bare spredt til alle sider... Nu er jeg (formentlig) den eneste der går fra :/ Og ikke alene det: tager man tredje år, har man lov at udskyde bachelorprojektet til 6. semester... Mens vi, der tager tilvalg, skal skrive det i 4. semester... så også her ville jeg pludselig stå meget mere alene med det, end ellers... ikke at jeg skulle skrive det samme som nogen andre, men bare det, at jeg står alene med at skrive af dem jeg normalt er sammen med... Og så, på trods af at skrivekunst har været min tanke helt fra begyndelsen af, tænkte jeg pludselig, at jeg nok ville køre surt i det også, når nu jeg skulle hele vejen til Kolding for at tage det... Var bange for at den forlængede togtur (trods det, at det går ret hurtigt) ville tage pippet fra mig i længden...
Men nogen eller noget er på min side... For da jeg sad og kiggede forleden dag, stod der pludselig, at skrivekunst var i Odense... Tænkte det måtte være en fejl, så skrev lige til dem, for at høre om de mente det... Men det gjorde de sørme... Så nu er den tvivl i det mindste ude af verden... Glæder mig til at få en lille pause fra litteraturvidenskab... Selvom jeg står ved, hvad jeg sagde helt tilbage i begyndelse:
"Jeg ved det bliver hårdt. Jeg ved jeg får lyst til at kaste håndklædet i ringen (hihi, men jeg ved også, at jeg aldrig vil turde, af frygt for hvad f*** jeg så skal). Jeg kommer til at knokle, og begræde min tabte frihed... Men jeg kommer også til at blive SÅ glad for det... Det skal jeg bare holde i hovedet... Det er det vigtigste!! Jeg kommer til at elske mit stude...
- selv når jeg hader det!" (Fra "Denne uge" september 2012)

Jeg har nu haft en uges "ferie"... Jeg har forsøgt at læse lidt op - med tryk på "forsøgt" - jeg har haft alle intentioner, men har også haft meget med huset, og haft et umanerligt behov for at koble af, så jeg har i sidste ende ikke fået læst en skid op til den første uge endnu... Det skal dog nok komme...
Til gengæld har jeg fået læst "The Catcher in the Rye" for Gud ved hvilken gang... Jeg elsker den bog...! Og overvejer at skrive Bachelorprojekt om den... Men det er sjovt som jeg kan mærke jeg er blevet ældre siden sidst... Hvor jeg tidligere har ladet mig rive fuldstændig med af Holdens følelsesstemninger, er jeg nu bedre i stand til at sætte mig ud over dem... Ja, jeg skammer mig ikke over at sige jeg tidligere har identificeret mig 100% med Holden, trods det at han jo er psykisk syg (eller i hvert fald ustabil - men så igen, hvem er ikke det?)... Jeg kan stadig sagtens forholde mig til hans forhold til verden... Men jeg er ikke på sammen måde revet med... Men måske også fordi min opmærksomhed på det jeg læser trods alt er blevet skærpet en del i løbet af de sidste par år... Men jeg elsker den bog...!

Jeg har haft tid til at være der lidt for ungerne, haft tid til at lave mine tibetanere hver morgen (selvom nu jeg tænker over det glemte jeg det vist i mordges), jeg har kunne lave lidt i huset, jeg har fejret at min skat nu osgå er rykket op i 30'erne, vi har haft besøg af mine forældre, af Camilla og Susanne fra gymnasiet, så de kunne se vores nye hus, og imorgen kommer Lene... (eller rettere... senere i dag kommer Lene).

I det kommende semester FÅR jeg bedre tid end jeg har haft i det netop afsluttede... Og mon ikke jeg så kan klare de skide eksaminer til noget mere end 2 og et nervevrag?

Tror jeg vil gå i seng... Jeg er ellers ikke spor træt, men jeg skal male køkken i morgen, og så kommer Lene som sagt...

Michala