Jeg er stolt af at være dansker på mange områder og selvfølgelig ikke så stolt på andre. Sådan skal det nok være!!

Men noglegange tror jeg at vi tror at Danmark ligger ude for verdenen, gemt i en tryg lille boble, hvor de eneste problemer vi har er små ting og selvfølgelig, hvis jeg går i detaljer, også oplever tragedier, som andre lande.

Men ser man bort fra det, tror jeg at i og med vi Åbenbart ligger på en sikker plade, oplever vi fx. ikke jordskælv, voldsomme orkaner (undtagen en gang imellem), flodbølger, hungersnød, krig (undtagen i 40´erne)

Og jeg kan ikke lade være med at tænke på om vi har været heldige eller om der en een der holder hånden over os. Alt den tryghed har medført mange gange at når der så sker noget, som fx. orkanen i går, så har vi ikke den fornødne respekt, som naturkræfterne automatisk medfører for de mennesker, der "kender til det". Selvom vi ser det i tv ´et, men "det er jo langt væk".

Det sætter tankerne igang og det virker som om vores egen lille trygge mur er ved at krakelerer og vores åbenbare optimisme at det ikke sker for os, gør at vi opfører os tåbeligt, når det endelig sker.
Det virker på mig at mange synes det er vildt spændende og kaster sig dumdristigt ud for at afprøve naturkræfterne ("fordi medierne sikkert overdriver og det gør politiet også").
Og så går i chok eller nærmest bliver vantro når de finder ud af at det faktisk var rigtigt det de sagde, men vi skal lige se det med egne øjne.

Hvad for folk til ikke at respektere det? Er det spændingen, fordi "nu sker der endeligt noget i ens liv"? Er det dumhed? Eller er det den der optimisme, at det kun sker for naboen, fordi den er sgu da farlig at rende rundt med. Ja, livsfarlig.
Jeg er også optimist. Jeg tror heller ikke at det sker for mig, men i kraft af de ting der ER sket for mig, er jeg blevet meget ydmyg, og jeg har altid haft stor respekt for naturen og politiet, for den sags skyld, men forskellen på dem er at naturen kan man sgu ikke tale med eller prøve at forhandle med. Den er ligeglad. Ulogisk.

Det medfører respekt for mig.
Og jeg kan ikke lade være med at tænke på hvilken grund der skulle ligge bag flodbølgen. Jeg regner ikke med at få noget svar, men da jeg altid har troet at der var en grund til alt, selv de mest skrækkelige ting, så står svaret jo nærmest og sprker mig i hovedet.

Medfølesen. At se hvordan verdenen kan arbejde sammen, hvordan mennesker (også danskerne, trods den trygge boble) kan arbejde sammen og fra alle samfundslag, hjemløse som adokater, det gør mig stolt af at være menneske. Det er bare så skreækkeligt at der skal ske sådan en katastrofe før det sker, men måske er de to ting stærkt forbundet, eller måske ikke ligefrem forbundet, men de er påvirkede af hinanden.
De fleste dage om året er verdenen stor, men når sådan noget sker, er den faktisk ikke større end vi kan se over hianndens grænser.

Jeg har tænkt meget over de andre ting der sker i verdenen og hvorfor de ikke medfører samme medfølese, men ud over de mennesker som konstant arbejder for de sager, men som ikke kommer i medierne, så kan man som mennesker ikke kapere at sidde at se til og ikke gøre noget. Man bliver jo også nødt til at tænke på sig selv og sit eget liv. Jeg tror man ville gå i stykker, hvis man skulle tage alle verdens lidelser på sig. Og så vælger man fra, også følelsesmæssigt. Man skal jo også selv overleve.

I disse tider er jeg stolrt af at være dansker og menneske, selvom der altid vil være brodne kar.