Jeg lever ikke længere for mig selv.
Det har jeg ikke gjort i nogle år.
Jeg er her kun, fordi jeg ikke vil gøre nogen andre kede af det.

Min familie elsker mig helt sikkert.
Men de elsker mig ikke nok til bare at lade mig dø.
Til at lade mig isolere mig et sted og bare vente på den dag, hvor jeg endelig får fred.

Jeg udlever ikke mine drømme.
Jeg er hæmmet af, hvad der er sket og hvad der kan ske.
Jeg går ikke i det tøj jeg kan lide.
Og jeg prøver på at behage alle andre end mig selv.

Engang levede jeg kun for min bror.
Engang vaklede jeg mellem at ville leve og blive til noget, eller gemme mig væk og ville dø.
I dag er jeg blevet sikker: Jeg vil hellere dø end at blive her fordi min familie vil have mig til det.
Jeg vil hellere gemme mig væk indtil jeg en dag ikke længere kan leve, end at jeg vil tvinges til at kæmpe for en bedre fremtid, et bedre liv, af andre, der slet ikke engang ved, hvad jeg går og tænker på.

De har aldrig taget sig tid til at sætte sig ned og rigtigt tale til mig.
De ved ikke hvad der foregår i mit hoved, for jeg siger det ikke uden at blive bedt om det.
De ved ikke, at jeg for længst har givet op og bare lader som om, at jeg ved, det vil ændre sig en dag.

For det ændrer sig ikke.
Jeg kommer aldrig ud af mit sorte hul.
Jeg ser aldrig mere af den verden, der er ved at gå til på grund af os mennesker.
Jeg ser aldrig Alcatraz, som jeg ville være tilfreds med at være det eneste, jeg oplevede i hele mit liv.
Jeg kommer aldrig til at være, som jeg vil, for jeg når aldrig lige at blive selvsikker nok til at sige fra, før det næste problem melder sig eller en af dem igen forsøger at ændre på mig.

Jeg vil ikke ryge, for det er dødeligt.
Jeg vil ikke drikke, for alkohol giver mig dårlige minder og smager ad helvede til.
Jeg vil ikke feste, for det siger mig ikke noget, når jeg ikke har nogen at feste med.
Jeg vil ikke rejse ud i verden, for det har jeg ikke råd til.
Jeg vil ikke have en mand eller en kæreste, for det er for mange problemer.
Jeg vil ikke have børn, for jeg ville aldrig blive en god mor.
Jeg vil ikke have et hus, for jeg passer helt sikkert ikke haven ordentligt eller gør huset rent tit nok.
Jeg vil ikke have en familie længere, for det er for mange bekymringer.
Jeg vil ikke have venner længere, for jeg ved ikke hvordan man er en god ven.
Og vil ikke være menneske længere, for jeg duer ikke til det ideal, man bliver stillet fra fødslen.

Lad mig nu bare lukke mig selv inde, så jeg kan rådne op i min egen elendighed i stedet for at blande mig ind i jeres hele tiden, for det trækker mig bare endnu længere ned og væk fra overfladen, hvor solen skinner og det kolde, mørke vand ikke omgiver mig.