Min dag har været nogenlunde okay.
Min bror og jeg spillede kortspil, en sjældenhed nu til dags hvor alt skal være digitalt.
Jeg spiste sammen med min fars eks-kone og bror hos hende og havde det hyggeligt sammen med min kat.
Jeg har læst tegneserier på nettet, hørt musik, været sammen med min farmor og vasket op.

Men så stopper det også der.
Hele ugen har jeg ikke været af sted på dagshøjskole.
Jeg er trist over det, for siden jeg begyndte der i April har jeg haft det godt. Jeg har været ærlig med, hvad der var galt, har ikke lagt skjul på mine problemer eller hvorfor jeg ikke kom og jeg har talt åbent med en psykolog. Jeg er ved at blive bedre, men samtidig virker det som om at jeg får flere problemer.

Min fars kæreste tingest har igen skabt ballade for mig, men nu har jeg da endelig fået blokeret hendes anden facebook profil. Hun skrev i sidste weekend til min fars ekskone igen og har åbenbart igen været fuld. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal stille op. Jeg er for god af mig til at være ligeglad, men samtidig har jeg bare utroligt meget lyst til at kunne trække på skuldrene og sige 'nå', for det er jo ikke nyt at hun er fuld og laver ballade og ødelægger min dag/uge/måned med hendes dumme handlinger.
Jeg skrev bare til min far, at næste gang var jeg ligeglad med hendes fortid og hvordan hun har det med at blive råbt af (Hvis det er et problem for hende), for jeg tager alligevel ud til hende og skælder hende ud. Råber af hende og viser, at jeg ikke finder mig i hendes lort mere. Jeg har holdt kæft af hensyn til ham, fordi jeg syntes ikke jeg kunne være bekendt at drive hende til flasken, men jeg kan bare ikke holde det inde længere. Men han er advaret, det er hun godt nok ikke, så i det mindste er der nogen til at sige, jeg handlede i affekt eller noget, hvis det kommer dertil at jeg endda slår hende ihjel i vrede over hendes opførsel.

Jeg skændes også med nogen pt på nettet, fordi de mener at voksne folk, der ser My Little Pony, og folk, der ser anime/læser manga og er indadvendte, burde forblive singler og dø en ensom men fredfyldt død. Det pisser mig af, at folk er så fordomsfulde over for andre. Jeg opfordrede den ene til at henvende sig til mig på Skype og sagde til den anden, at havde jeg muligheden, ville jeg gerne tale med ham ansigt til ansigt om hans synspunkter. Jeg regner ikke med, at det sker, men håber at hvis det skete, ville jeg sikkert bare sidde ganske roligt og tale med ham, måske hæve stemmen lidt. Det gør mig så irritabel at folk ser ned på overvægtige folk, hjemløse, syge, farvede etc, især hvis de ligefrem siger, at personerne burde dø. En af dem var endda så fræk at sige, at det var folk, der så børneprogrammer og anime, der var grunden til at den her generation var helt ad helvede til. I min mening er det mere alkohol og stoffer, der er problemet, og så vidt jeg ved, har der ikke været nogen kriminalitet i forbindelse med My Little Pony eller anime foruden selvmord fordi folk er blevet mobbet om det.

Jeg er bare så træt af den her verden og mennesker generelt. Jeg ved godt jeg kører på stereo-typer, når jeg mener, at jeg hader mennesker generelt. Men jeg har bare ikke set mere godt i mennesker end ondt og derfor så hader jeg mit liv, verden og mennesker. Men i det mindste har jeg den snert af respekt til at skjule det og ikke fortælle alle og enhver at de burde begå selvmord fordi jeg ikke kan lide dem eller deres synspunkter.

Jeg håber ikke, mit dårlige humør nu her går ud over dagen i morgen. Jeg hader, når jeg lige når at blive glad nok til at tro, at alt kan klares og at jeg bare skal se at komme igang, og så sker der noget negativt, hvilket ender med at jeg melder afbud til hvad end jeg skal, og derefter bliver i sengen og slår mig selv oven i hovedet for at være dum og ubrugelig. Jeg kan ikke fordrage mig selv, når jeg ikke viser mig som en stærk, normal person uden fejl. For mig er der ikke noget værre end at vise svaghed og give et glimt af, hvem man virkelig er (En ødelagt person der vifter med et hvidt flag), når man er udenfor sit hjem. Det er sådan noget, man gemmer bag en maske og slipper fri, når man kommer hjem eller allerede er hjemme..