Mit liv er stadig et helvede.
Lægen har sagt, at jeg har lavt selvværd og dårlig selvtillid.
Den samme undskyldning bruger min fars on/off kæreste, når hun er dum.
Betyder det at jeg kan vifte den viden omkring mig som blade fra en kurv?
"Trådte jeg på dine følelser? Det må være mit dårlige selvværd!"
Fuck.. Jeg er så langt ud at skide, at jeg ikke engang kan svare ordentligt på en læges spørgsmål. Jeg var skuffet over hendes vurdering.

Dårligt selvværd? Det er fremkaldet af et halvt år som et inaktivt nul, et 'monster', en outsider, der bare sad som en igle og slikkede skattepenge i sig.

Dårlig selvtillid? Tal med mobberne. Den lille rolling fra Hirtshals, der pudsede sin storebror på mig, bare fordi jeg i forvejen var nem at skræmme. De store drenge, der var efter mig, fordi jeg ikke kunne holde kæft og bare måtte fortælle min mor om den lille enøjede kattekilling, der boede hos en af dem.

Jeg vil bare slippe det hele.
Sige: "Ting? Hvem har brug for det?"
Eller: "Jeg tror lige jeg skraber penge sammen og forsvinder i et stykke tid. Jeg ved ikke hvor længe, men jeg tager i hvert fald væk uden et ord til nogen."

Jeg har så forbandet meget lyst til bare at pakke mine ting, finde et sted at tage hen og sige "Adios, amigos." Der er så lidt, der rigtigt betyder noget for mig længere.

Min familie er helt ødelagt. Jeg er gået i stå uden en krone på lommen fordi jeg er så åndssvag at være villig til at hjælpe min far økonomisk (Og sikkert indirekte den kælling, der fuckede den lille slat familie, jeg en dag i fremtiden havde bare en SNERT af mulighed for at kunne invitere i en lille lejlighed til en højtid om 100 år, men som nu godt kan glemme alt om) og kan derfor ikke bare skride min vej så hurtigt som jeg vil.

Jeg er ved at miste forstanden.
Jeg kan ikke blive ved med et liv som det her.
Med et lille netværk af folk jeg stoler på, som slet ikke inkluderer mine forældre.
Jeg mener, jeg er bange for at skændes med min mor, så jeg undgår hende.
Min far har klokket i det så ufatteligt mange gange og jeg kan aldrig være helt ærlig overfor ham face to face.
Jeg vil bare væk herfra, hurtigere end lynets hast, men min lille fejl med hele tiden at bruge mine penge så lynhurtigt, at jeg ikke har råd til at leve livet som jeg virkelig vil, gør at jeg er fanget i en ond spiral.

Undskyld hvis jeg ikke giver meget mening.
Jeg er bare så vred uden et sted at gøre af det, for det ville da være synd for min far, hvis jeg skældte ham ud når nu han har det omtrent lige så skidt, måske værre, end jeg har eller nogensinde har haft...