Jeg kan ikke huske hvad der skete hvornår.

Enten tirsdag eller onsdag hentede min far mig oppe i byen og så kørte vi i byggemarked.
250 kroner for et lille tørrestativ er satme røveri, når man kan købe et stort til 98.
På vej derud talte vi sammen og han fortalte, at han ikke havde hørt fra sin kæreste siden i fredags.
Hun bliver virkelig sur og ond når hun bliver fuld, og det er hun så blevet nu her.
Det værste ved det er, at det går ud over hendes børn.
Min far er ved at være træt af det, for hver gang hun er blevet fuld, har hun været dum overfor ham og har været grov overfor min bedstemor.
Så slår de op og hun tager på druk, mens min far sidder og mukker hjemme hos ham selv.
Lige nu er hun hos sin ekskæreste, der er et dumt svin.
Jeg tilbød ærlig talt min far at skyde ham, fordi jeg selv har haft rigtig dårlige dage på det seneste og det her gør det ikke meget bedre.
Jeg har så ondt af hendes børn. Min far er ved at kende dem bedre end deres egen mor.
Jeg ved godt, min egen ikke var en engel, men hun kunne i det mindste finde ud af at stoppe.
Selv min fars (måske eks)kærestes forældre kan ikke stoppe hende, for hun bliver virkelig dum at være sammen med.

Lige for tiden går jeg bare og mukker også.
Jeg har flere gange bare gået og tænkt på at gøre det, der er så dumt, men det er først nu jeg sådan tænker for alvor på det. Selvfølgelig har jeg ikke prøvet på noget endnu, men der er bare så mange dage, hvor jeg har nederlag på den ene eller den anden måde, og så vender jeg tilbage til det.
Det ville måske også være bedre bare at gøre det. Jeg er på kontanthjælp og så er jeg en igle på den danske statskasse, det har jeg grimme tanker om at jeg ikke fortjener. Så er der det med min fars kæreste og hendes børn, på en eller anden måde giver jeg også mig selv skylden for det. Og så alt det i fortiden, det er også min skyld.
Jeg kunne jo bare have været anderledes og gjort noget andet i stedet for den dumme ting, jeg nu ellers gjorde.
Eller jeg kunne have ladt være med at være så naiv.

Jeg ved det ikke, men på et engelsk forum for indelukkede mennesker skrev jeg helt ærligt, at jeg ikke havde noget at leve for. Og jeg mente det også lige indtil jeg kom til at tænke på min bror. Han er den eneste grund til at jeg bliver ved som regel. Han er den primære grund til at jeg ikke gøre noget dumt.
I stedet piner jeg mig selv med skyldfølelse, triste sange og dårlige tanker.

Ikke en gang er det lykkedes at overbevise en læge eller mig selv om, at jeg behøver hjælp.
Jeg ser ingen grund til at gå til en psykolog, hvis der ikke er forbedringer fra starten af.
Jeg har ikke lyst til at tage piller for at blive glad igen. Så bliver jeg bare afhængig af dem.
Men for at få en uddannelse og blive en af samfundets nikkefår skal jeg blive gladere og mere stædig.
Få mere selvtillid og vide, at jeg dur til det her.
Jeg har virkelig lyst til bare at pakke alt mit lort ned og rejse langt væk fra det her land. Politikerne pisser mig af med dårlige handlinger og derefter dårlige undskyldninger, kontanthjælpsreformer og økonomiske spareløsninger.
Der er så mange dårlige minder fra det område jeg bor i og jeg er så træt af at blive mindet om at der blev jeg overfaldet af en mindreårig en vinter og der gik jeg indtil jeg fuckede det op med for meget fravær.
Jeg er så træt af min splittede familie, min fars kærestesorger og hele verdens problemer, der ikke burde have med mig at gøre eller bekymre mig så meget som det gør. Jeg er så træt af at være til, af at være et spøgelse, der ikke står fast og bliver en karakter.

Jeg er så træt af at være mig.