Har lige set el Orfanato - Børnehjemmet.

Så er det lidt tomt at komme hjem i den gamle bygning alene. Tør næppe entrere badeværelset, når jeg om lidt skal derud...

Men det var alligevel helt vildt dejligt at se den. Jeg er en af dem, der har levet for længe i spansktalende områder, til ikke at føle en eller anden hjemlighed, når det bliver talt omkring mig (Ja, jeg ved det. Vi er en hel håbløs flok (generation?), men jeg er altså en af dem, og for mig er det super privat).

Det sprog er på en gang lyden af en ny verden, og en verden jeg kender. En lyd af rigtigt mange gode minder.

Hver gang jeg har lavet eller lært noget nyt, eller følt, at jeg har vundet over mig selv i en eller anden forstand, har det været i et spansktalende land.

Eugenio og Silvia, Manuel, Ivan og Mamen, og Fiorella og Mariano, og Jaz... og de er der alle sammen endnu, på msn, mail osv. Og jeg er egentlig en katastrofe, når det handler om at holde kontakt. Bliver helt glad, når jeg tænker på dem. Engang imellem dukker de bare lige pludselig op. Ringer eller mailer. Og Mexico, i guder, det er hele 12 år siden. Eugenio har fået først en søn og så tvillinger og blev gift med Milena, han skrev ungdommelige digte til, da jeg var der. Det føles godt på hans vegne. Hans mor Silvia, som jeg var helt vild med, døde en måned efter jeg forlod deres hyggelige hus. Forfærdeligt, men det er rart at vide at Eugenio er glad. Og Manuel har jeg set billeder af så sent som igår. Han er blevet 38 nu, ligner sig selv med frækt smil og lyst til hele verden, og så han har fået en meget større mave :)

Grotesk at få nostalgi ud af en gyser med en rimelig XXX slutning (ville nødig ødelægge det for nogen). Men selv filmen er trods gys og kontakt med afdøde sjæle og frygtelige børnedrab, egentlig en rigtig kærlig historie.

Jeg er rigtigt glad og stolt af den spansktalende del af mit liv. Det skal på en eller anden måde fortsættes!