Jeg vågner for tiden ret ofte sådan ved 4-tiden om natten. Noget med uhyggelige drømme. Og jeg er angst når jeg vågner. Det er lidt noget jeg er flov over... men jeg oplever altså fornemmelsen af andre, genfærd, sjæle... et eller andet. Jeg er SÅ naturvidenskabelig på den tørre måde, men jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg skal bruge min angst til. Og jeg kan ikke værfe mig selv af og grine af det i situationerne. Jeg tør ikke vende ansigtet ud mod rummet. Jeg ligger under min dyne og krymper mig sammen og lader som om jeg ikke hører fødder, der tørrer sig på måtten, som om de skal gå ind i min lejlighed. Små bank på døren osv. osv. Altså jeg gør det jo. Overtaler mig til at prøve at slappe af og sove videre, men det kræver virkelig meget af mig.

Hvad skal man gøre med sådan noget? Selv nu hvor jeg skriver kommer en mærkelig overtro op i mig. Om at 'de' bliver mere virkelige, desdo mere jeg formulerer dem. Og jeg tror sgu ikke på sådan noget pis. Men det er virkeligt, at jeg er angst som ind i helvede, når jeg vågner utidigt.

Mmm. Jeg slukker for varmen. Tror måske, at det har noget med radiatoren at gøre. Som om huset vågner, nu hvor vandet hvisler rundt i rørene. (Og vandet larmer jo). Eller et eller andet andet. Jeg ved det sgu ikke. Har nævnt det for min mor, som kan berette, at sådan har hun også haft det, og hun er vokset fra det (Fik jeg sagt, at jeg er 34?!). Imorges vågnede jeg op med et sår på albuen. Jeg er åbenbart heller ikke 100% i ro, når jeg sover.

Mmm..

Der er jo ikke rigtigt noget at gøre ved det. Faktisk havde jeg også den angst engang imellem, selv når jeg sov i J's arme. Det kom ikke så ofte, men nogle steder kunne det være voldsomt. Det er til at bære, når det ikke er hjemme... men jeg orker ikke have det sådan herhjemme også. På mine forældres loft har jeg nærmest fornemmelsen af, at 'de' elsker at drille mig, og siger 'Hallo' det øjeblik jeg kommer op det på det gamle loftsværelse, selvom jeg lige har siddet og hygget mig nedenunder med familien og tryghedsbarometret er på 100.

Måske er jeg ustabil i hatten. Måske er jeg ved at blive en gammel heks. Hvem ved. Men lad os bare sige, at jeg har fået respekt for fænomenet 'angst', som jeg ellers aldrig før rigtigt har kunnet relatere til.