Jeg var lige begyndt at foele, at jeg skulle give det hele en ekstra chance - at det var mig, der var alt for naertagende, og at jeg simpelthen ikke kunne vaere bekendt at vaere saadan paa tvaers. Men den tanke er jeg da heldigvis kommet fra igen!

Jeg sidder alene igen. Isolations helvede. Jeg har intet at goere her og ingen mulighed for at komme vaek. Der er ikke sket noget stort med hele min flytning, bortset fra at EF Danmark, de har kontaktet EF Boston, men jeg er meget bange for, at det er her det hele gaar i staa.

Jeg stoler simpelthen ikke paa EF i Boston, de gider at goere noget for mig.

Hvis der ikke snart sker noget, saa skal jeg bare have min flybillet hjem! Jeg kan ikke blive her, for jeg taenker og overvejer for meget, hvad jeg har gjort galt!

Min mor, der stoetter mig rigtig meget, bliver ved med at sige, at det ikke er min skyld! Det bedste er, at hun ogsaa har mindet mig om, at bare fordi, der er nogle voksne mennesker herovre, der har et horn i siden paa mig, saa elsker alle mulige andre mennesker mig. Jeg klarede folkeren rigtig godt, efterskolen fantastisk, og jeg har heller aldrig haft problemer i mit fritids liv! Saa jeg VED, at jeg er en fantastisk person, og jeg har altid set mig selv, som bedre end gennemsnittet - det er bare saa svaert herovre, naar de voksne bliver ved med at ignorere mig.

Jeg fortalte nogle udvalgte venner paa skolen, at jeg 99% sikkert ikke bliver der mere end resten af denne uge, og saa lidt af naeste uge som muligt!
De sagde at de var kede af det, og de proevede at finde noget de kunne goere. Det hele var meget fint, men jeg vil ikke vaere her. Det her sted er forkert til mig, og mit indtryk af familier her er, at de ikke respekterer hinanden, og oven i koebet at teenagere bliver behandlet som boern..

Selv en af mine laerere proevede at hjaelpe mig. Jeg er ret sikker paa, at det var Liverman, for Cambell er for ligeglad med hele livet.

Det hjalp mig nu ikke. Jeg var lige ved at fortaelle nogle af mine venner, hvad der skete, og hvor mange problemer jeg havde - da jeg blev kaldt op paa skolens kontor.

Min normale raadgiver var der ikke, saa jeg saa Ryan. Hun var flink nok, men hun kunne ikke goere noget som helst, hun fik bare alle problemerne op i mine tanker igen, saa jeg begyndte at graede, saa satte hun mig ind paa et andet kontor, og jeg kunne side der og taenke over tingene. Jeg fik den briliante ide, at jeg maaske kunne faa Jessica kaldt derop, saa vi kunne snakke sammen face-to-face, nu hvor vores familier ikke gider at se os sammen.

Det lykkedes faktisk for mig, jeg tror at raadgiver-damen var saa paf over min reaktion, at hun bare fik Jessica kaldt derop. Vi fik snakket sammen.
Hun er ikke helt i samme situation som mig, hun vil bare flyttes, jeg er blevet ringet op af Boston, og det er ikke godt.

Hun involverer heller ikke saa mange mennesker i sine problemer som jeg goer, saa jeg tror, at hele hendes flytning vil gaa langsommere.
Anyways, det virker faktisk ikke som om, at hun er saa ked af det, jeg bliver bare ved med at graede, hun virker mere cool, men hun laver ikke nogle aftaler med folk, jeg har i det mindste ikke stoppet mit liv herovre pga. alt hvad der sker..

Der er jo heller ikke noget galt i, at vi reagerer anderledes, for vi er ikke i samme situation.