Det er ved at længe siden, jeg har skrevet noget her på fyldepennen. Det er nu nok fordi der ikke sker noget vildt i mit liv. Føler ikke rigtigt jeg laver andet end at arbejde. (Hvem fanden har sagt at være lærer er et kald – Gu’ er det ej, det er pissehårdt arbejde som hænger mig langt ud af halsen indimellem.. ja, undskyld til dem jeg nu har forarget.. Men det er ikke desto mindre sådan det kan være!)

Nå, men nu har vi da i det mindste snar ferie igen. Har bare en pisse hård uge inden og har også haft det i den forgange uge. Har seriøst overvejet at flytte adresse derud – er det alligevel hele tiden, og så ville jeg da spare køretiden frem og tilbage…

Er for første gang nogensinde i mit liv på fallittens rand. Jeg har altid været vandt til at have penge nok – ikke på den jeg-får-dem-serveret-på-et-sølvfad-af-mor-og-far måden, men på den måde, at jeg altid bare har været godt til at administrere de penge, jeg har tjent og har sparet op af dem. Men nu inden for det sidste år er jeg flyttet to gange og har købt ny bil, så hele min opsparing er røget. Derudover er jeg nu startet på at betale Su-lån tilbage og bor for første gang til en husleje på over 3000 kr. Det kan sgu mærkes. Har lige fået en regning på eftersynet på min bil på 4000 kr. som jeg simpelthen ikke ved, hvordan jeg skal betale. Hader denne følelse – hader at bekymre mig om en så latterlig ting som penge. Gider ikke have at de skal styre min sindsstemning og mit liv, men det gør de, desværre.

Hmm – noget helt andet er min kæreste H, som virkelig er et af de dejligste mennesker nogle mennesker på denne klode har kunnet producere. Jeg forstår ham bare ikke. Var hos ham i går og vi havde det vildt hyggeligt som altid. Jeg tog ovre fra ham lidt over midnat, men da jeg kom hjem var jeg totalt ked af det. Vi har været kærester i fem måneder, og han har stadig ikke fortalt sin familie om mig. Han ved, jeg har fortalt dem jeg kender om ham, men han vil ikke være en del af mit liv på den måde. Tør ikke møde andre venner end dem vi i forvejen havde, der var fælles. Og det forstår jeg simpelthen ikke. Jeg vender det ofte med ham. Sidste gang endte det med at han sagde, at han så ville sige det til sin søster, så han kunne få fred. Det gjorde mig sgu lidt gal i skralden. Han skal jo ikke sige det, fordi jeg ønsker det, han skal sige det fordi han selv har lyst. Men det kunne han ikke forstå. Mente at det var lige meget når bare han sagde det. Er det mig der er gal på den?? Der er da en klar forskel, ikke?? Han skal ønske at gøre mig en del af sit liv, fordi han kan lide mig og gerne vil at hans andre venner skal møde denne fantastiske kæreste han har fundet, og fordi han ønsker jeg skal møde de vidunderlige venner han har. Han skal ville møde mine venner, fordi de betyder meget for mig, og er de mennesker jeg selv har valgt at ville omgås, og at de dermed siger meget om mig som person. Og fordi han skal være nysgerrig efter at lære mig at kende på alle områder, med alt hvad det indebærer!
Er det let? – nej det er det ikke. Skal man være skræmt ved den tanke? – naturligvis. MEN MAN KOMMER OVER DET! Og man lader sin lyst og nysgerrighed overstige sin angst. Og så ender det hele godt alligevel.
Bliver et forhold mere kompliceret af at have inddrager familier og venner i det? Ja, selvfølgelig gør det det. Men det er også der man udvikler sig, og det er der man viser hinanden, at vi tror på det her. At vi vil investere noget i forholdet.
Hvad siger det så, når han ikke vil nogle af de ting?
Det var lige præcis det jeg kom til at tænke over i går da jeg kom hjem. Jeg kom nemlig til at høre alt det her fra en anden persons synsvinkel. For selv laver jeg undskyldninger for ham: Han brændte sig så meget på sin sidste kæreste, at han gerne vil gøre det rigtigt og langsommere denne gang (ja, men hvor længe skal man vente?)
– eller forventer jeg simpelthen for meget?? Presser jeg det hele for hurtigt frem?? Har han egentlig ret??