Så var der begravelse i lørdags. Jeg havde frygtet det værste - at jeg ville tude helt vildt og ikke kunne styre mig. Sådan gik det heldigvis ikke. Min kollega C og jeg kom kl halv elleve - og der var den lille kirke helt fuld. De havde sat ekstra stole op helt nede bagerst i kirken, men de var optaget. Folk begyndte at sidde på nogle små skamler, som de havde stående. Vi blev vinket til en side bag en væg af nogle kolleger, så kunne vi sidde der, ellers skullet vi have stået op. Jeg er ret glad for, at jeg kom til at sidde bag væggen, for det betød, at jeg ikke så noget som helts. Jeg så faktisk hverken blomster liggende på gulvet - eller kisten. For af en eller anden grund kiggede jeg ikke den vej, da vi kom ind i kirken.

Præsten holdte en fænomenal tale. Jeg er ellers ikke særlig vild med den præst, men det hvar var hun rigtig god til. Det var hvad det handlede om, og ikke bare kun oplæsning af hvor stor Guds kærlighed er... Nej, det her var personlingt, både til børnene og til manden. Det var rigtig godt.

Da vi skulle ud til graven kunne man rigtig se, hvor mange mennesker der var. Der var rigitg, rigtig mange.

At stå ved graven og se dem fire kisten ned, er altid det værste tidspunkt. Jeg blev nødt til at kigge væk. For der var jeg meget tæt på at græde. Jeg kunne se min elev stå der, med hånden om sin grædende far og bare lægge det hele på sine egne skuldre. Det var for meget for mig.. Kunne ikke lade være med at tænke, at han også selv skulle huske at sørge. (ved godt at det kan man godt, selvom man ikke græder til begravelsen)...

Efter alt det, var der kaffe i det lokale forsamlingshus. C og jeg ville høre, hvad de andre kolleger gjorde - for vi ville ikke være de eneste der gjorde enten det ene eller det andet.. De fleste tog til kaffe, så det gjrode vi også. Det er vi glade for, for hvis vi ikke havde gjort det, ville vi faktisk have været de eneste...

Jeg kan godt synes det er lidt mærkeligt sådan noget. Det er kun ti minutter siden, man var tynget af ked-af-det-hed i kirken, og nu sidder alle og hygger sig.. Men det gjorde vi - og det synes jeg altid vi gør til kaffe bagefter - vi hyggede os.. Men det er sådan set også dejligt befriende og vel et symbol på, at selvom vi savner hende meget, så går livet videre!!!

Nå, men altså, begravelsen kom og gik - og jeg overlevede....

Men noget helt andet er, at i tirsdags, tror jeg det var, der ringede en forældre i min klasse. Hendes barn havde ikke gidet at leve mere, så det var gået ud foran en bil. Heldigvis havde bile nået at bremse.... Men det var lige ved at blive for meget for mig..
Der findes fandme nogle sørgelige skæbner i min klasse. Man kan godt miste søvn over sådan noget...
Det lærte vi ikke at håndtere på seminariet.....