20 år siden

nye tider

Udstilling i Havnsø Havn.
Hanna Fink (...
9 år siden
Kender I det?
Hanna Fink (...
11 år siden
Vindstille julefrokost
Olivia Birch...
10 år siden
Planlagde festival til la...
Carsten Cede...
10 år siden
Søster Jenna var i fjerns...
Poul Brasch ...
11 år siden
Men det udelod jeg
Carina Malen...
6 år siden
Linsen
Camilla Rasm...
16 år siden
Er godt på vej til at bli...
Bogelsker
12 år siden
Fortiden er hård.
storm89
5 år siden
Lidt af hvert
Hanna Fink (...
8 år siden
Sommerregn
Regitze Møbi...
10 år siden
Uhm ... Efterårets kryb o...
Mikala Rosen...
12 år siden
Romanprojekt, kunst, bog ...
Shirley Anke...
11 år siden
Om sorgen...og post-weddi...
Sylvia Ebbes...
11 år siden
Julefrokost med at par sm...
Carsten Cede...
10 år siden
Jeg er blevet Morfar
Poul Brasch ...
8 år siden
Makrel madder og fødsler
Racuelle Hei...
7 år siden
Overskud & hænder på coke
Racuelle Hei...
9 år siden
Lommefilosofi og valg - K...
Kasper Lund ...
9 år siden
Dagen tiltaget 2timer og ...
Hanna Fink (...
11 år siden
Hund - hvad sker der...?
Michala Esch...
16 år siden
Små og store fremskridt p...
Michala Esch...
6 år siden
Brug dit hjerte som telef...
Christalavis...
8 år siden
Jeg er ikke en slave - Ka...
Kasper Lund ...
8 år siden
Nu er det altså på tide, jeg smider det dårlige humør væk og erstatter det med det gode, gamle, sjove, gavmilde, venlige, lattermilde jeg.
Jeg savner mig selv. Jeg tror sådan set ikke mine venner har mærket den store forskel, for jeg kan være aldrig så glad, når jeg er sammen med dem, men med det samme jeg er selv, så kommer alle de mørke tanker krybende ind over mig som en snegl der kryber ind i sit hus. Tankerne omslutter mig, og jeg kan ikke bevæge mig. Jeg tænker på alle de dårlige ting, der er sket i mit liv. Hvorfor? Jeg har det jo godt i dag. Og trods alle odds endte jeg ikke med at blive narkoman, alkoholiker eller ingenting (som de fleste ellers spåede mig til) Nej, jeg har et godt arbejde i dag, og et jeg vinder meget anerkendelse og respekt for...
Men jeg har altså øjeblikke, hvor jeg er 10 år gammel igen og føler mig så ene og forladt, hvor jeg savner forældres kærlighed - godt nok har jeg aldrig haft det, men det er altså muligt at savne noget, man aldrig har oplevet. I stedet hører jeg min mors stemme sige til mig, at jeg altså ikke har noget at tude over. At jeg skal være glad for et tag over hovedet, tøj på kroppen og mad på bordet....
De materielle ting har jeg også altid været glad for, men der har manglet en dimision i min tilværelse. Jeg har manglet kærlighed og knus. Jeg har manglet at man talte til mig..
Det er egentlig utroligt så forksellige mine søstre og jeg gennemgik vores barndom. Det er nemlig kun mig, der har oplevet det så slemt. Men når jeg tænker over det, så blev vi heller ikke behandlet ens (rent pædagogisk skal man naturligvis heller ikke det, men det gælder vist ikke her)
Mine søskende oplevede også de hårde ord, der virkeligt kunne svie. Men det var kun mig, der også oplevede stilheden. Den hjerteknusende stilhed der blev mødt mig, når jeg spurgte om noget eller sagde godmorgen. Denne stilhed kunne være ved i op til tre uger af gangen - og kun over for mig. Den fik mine søskende aldrig. Som barn troede jeg selv på, at jeg intet var værd. I mit voksenliv har jeg også meget svært ved at tro på, at man kan holde af mig - at min sjæl er værd at se. Nogle gange tror jeg, at slet ikke har en sjæl, men at jeg indeholder et stort sort hul, for hvorfor er jeg ellers umulig at elske? Det ved jeg naturligvis godt ikke er rigtigt - jeg har mange venner, der også kender lidt til min baggrundshistorie, og de holder af mig alligevel.
Jeg er også kommet til det punkt nu, for første gang i mit liv, hvor jeg er ved at få en kæreste. Det har jeg aldrig kunnet klare før - det har jeg ikke været parat til. Jeg havde så mange ting inde i migselv, der skulle stykkes sammen, før jeg kunne lukke et andet menneske ind i mit hjerte. Nogle gange er jeg stadig i tvivl om, om jeg vil kunne give ham mit hjerte og min sjæl fuldt og helt, men jeg håber det. Jeg vil ikke ende alene. Jeg missede meget af min barndom - jeg vil ikke misse det gode ved voksenlivet....
En klog mand har engang sagt, at vores baggrund og omstændigheder helt sikkert har en stor indflydelse på hvem vi er, men vi er selv ansvarlige for hvem vi bliver!!
Derfor vil jeg nu tage mit lille hjerte ud af mine hænder, og give det til en anden. Jeg har trods alt lært, at bliver det smidt på gulvet, så er det sgu en stærk lille tingest. Det splintres ikke så let....

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget nye tider er publiceret 10/11-2004 14:06 af hemo.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.